Kære brevkasse

2 dage i træk gik jeg henholdsvis 11.000 og 10.500 skridt – normalt går jeg i gennemsnit omkring 3.500 skridt om dagen. Igår og i dag har jeg pokkers ondt i mine ben – ikke som efter træning, men dybt inde i musklerne. Skal jeg bare bide det i mig, og glæde mig over, at jeg rent faktisk er i stand til at gå så mange skridt, og bare gøre det igen, eller skal jeg passe på?

Svar

Hvor er det skønt at høre, at du 2 på hinanden følgende dage har kunne gå 3 x så langt, som du normalt går. Det tyder på, at du har potentiale til at forbedre din gangdistance.

Hvad dine smerter skyldes, kan være svært at svare entydigt på, men din muskulatur har reageret på en større mængde træning, end den er vant til. Det kan være muskelømhed efter træning eller en form for neurogen/nervesmerter, som er opstået pga. den større belastning. Jeg ved ikke, om du har normal følesans, eller om du har føleforstyrrelser/forandringer? Hvis du har føleforstyrrelser kan smerterne i benene godt være et udtryk for overbelastning.

Når det så er sagt, syntes jeg bestemt, du skal prøve at træne dig op til at kunne gå længere, men husk at bygge det gradvist op, så muskler, sener og nervevæv vænner sig til den øgede belastning. Og som altid når man har trænet mere end normalt, er udspænding rigtig godt for at få muskulaturen til at slappe af. Så stræk de store muskelgrupper i benene (forsiden og bagsiden af lårene, samt læg musklerne). Evt også cykle med lav belastning for at bruge musklerne på en skånsom og dynamisk måde. Så bør dine smerter forsvinde igen.

Jeg syntes bestemt, du skal gøre det igen, evt. bygge det gradvist op, og hvis det ikke er en prioritet, så husk at spænde godt ud, når du kommer hjem og ikke gøre det 2 dage i træk.

Fysioterapeut Dorte Støvring

Dorte Støvring

Fysioterapeut

Dorte Støvring har siden 1998 arbejdet på klinik for Fysioterapi i Borgergade 20 i København. På klinikken har Dorte lige nu fem ugentlige sclerosehold – på forskellige niveauer. Herudover har hun sit eget konsulent- og undervisningsfirma med speciale i kørestolstilpasninger.

Dorte er mangeårig aktiv inden for handicapidræt.

Brevkasse

Vi svarer på dine spørgsmål

Vores eksperter sidder klar til at svare på dine spørgsmål om sclerose.
Stil dit spørgsmål
Kvinde sidder over for en socialrådgiver i samtale.