Kære brevkasse
Min mand er desværre blevet impotent af den medicin han får for andre sygdomme end sclerose, og det har ikke virket med Viagra.
Derfor er det oralsex med hjælpemidler, vi benytter os af. Desværre er det blevet sådan, at jeg meget sjældent kan klare, at han giver mig oralsex, fordi jeg går i spasmer, før vi egentlig er kommet igang. Jeg har prøvet at taget ekstra Rivotril uden held. Er der nogen vi kan kontakte, der vil kunne hjælpe os, så vi igen kan nyde sex med hinanden?
Svar
Du skriver, at din mand har fået rejsningsproblemer efter brug af medicin, han får for anden behandling end sclerose. Som jeg læser det, har han prøvet tabletten Viagra (tbl. Sildenafil) uden effekt. Jeg får lyst til at vide, om han evt. har prøvet anden behandling for hans rejsningsproblem end Viagra. Hvis ikke han har det, så er der flere muligheder for behandling af rejsningsproblemer end med Viagra. Der findes i skrivende stund 2 andre typer tablet behandling for rejsningsproblemer. Nemlig tbl. Cialis (tbl. Tadalafil) og tbl. Spedra. Selv om din mand oplever at Viagra ikke har virket, så er der muligheden for at et af de andre kan give en god effekt. Mange oplever at potens medicin i starten virker fint. Men med tiden skal der højere og højere dosis til, og til sidst når man max dosis og må skifte til et andet præparat.
Dette gælder uanset om det er tablet behandling man bruger, eller om det er lokalt virkende medicin man bruger. Hvis man ikke har succes med at bruge potenstabletter, kan man overveje at prøve lokalt virkende medicin. Dvs. medicin man enten skal bruge ved at det skal op i urinrøret, eller medicin som skal sprøjtes direkte ind i svulmelegmerne i penis med en tynd kanyle. Her findes der i øjeblikket lokalt virkende medicin Muse som er en geletablet som skal stikkes op i urinrøret. Og der findes inj. Invicorp, inj. Caverject og inj. Prostivas. Det er umuligt at sige hvilken som er bedst, da det variere fra mand til mand.
Men det korte af det lange er, at hvis din mand kun har prøvet Viagra, så vil jeg anbefale ham, hvis han har mod på det, at prøve nogle af de andre muligheder, for at se om det kan hjælpe på hans udfordringer. Egen læge, eller behandlende læge på sygehuset, kan som regel hjælpe ham videre med denne behandling, men der er også mulighed for at blive henvist til et offentligt sexologisk center, hvor de kan hjælpe ham/jer i gang. Det der er vigtigt er, at man må ALDRIG igangsætte behandling med potensmedicin uden at ens læge (eller behandlende læge) har godkendt den medicin man skal prøve. Lån ikke medicin af en kammarat, og køb ikke medicin på nettet. Det er vigtigt, at man sikre sig, at man kan tåle medicinen, da visse typer medicin som man får for anden sygdom end sclerose ikke fungere sammen med, eller kan være farligt at kombinere med potensmedicin, samt at der er visse sygdomme som gør, at man ikke må bruge medicinen i en kort eller længere periode. Eller måske permanent.
Så hvis din mand har modet til det, så søg egen læge (eller behandlende læge på sygehuset) for at komme i gang med anden medicinsk behandling for hans rejsningsproblem. Eller bliv henvist til et sexologisk Center. Der er behandlingen gratis.
I forhold til problemerne omkring oralsex og de øgede spasmer. Jeg har hørt flere der oplever samme problematik, ikke nødvendigvis kun ved oralsex, men ved sex generelt, nemlig at kroppen spasmer. Mens andre igen oplever det modsatte, at kroppen gør at spasmerne bliver mindre.
Det der er vigtigt, når I skal dyrke sex. Er at du ligger/sidder godt. Når man har sclerose kan det trigge spasmer, hvis man ligger strakt ud. Det er en fordel, hvis kroppen har så mange knæk som muligt. Altså at knæerne og hofterne er bøjede. Du kan evt. støtte med puder under knæene. Hvis du samtidig kan have en pude i ryggen, så du bliver letsiddende, kan det også være en fordel. Det kan måske være svært, når man ligger på sengen, så hvis I har en liggestol, eller måske kan flytte det til sofaen, kan det måske være lettere at finde den rette stilling. Jo bedre du ligger, inden I går i gang, jo mere kan du slappe af og nyde det der nu skal ske, og forhåbentlig vil det mindske dine spasmer, så du kan nyde jeres sexliv. Og ikke skal ligge og spekulere om spasmerne nu kommer.
Hvis ikke det hjælper. Så kan I søge hjælp på et af landets sexologiske centre. Her er der personale som sidder med viden om sclerose og seksualitet, som vil kunne hjælpe jer videre.
Hvis du går til træning ved en fysioterapeut, så kan I evt. der spørge, om de måske kan anbefale jer nogle stillinger som er gode at bruge, når man har sclerose. For der er forskel i hvilke man vælger. Hvis ikke din eventuelle fysioterapeut eller behandler kan hjælpe jer. Så bed om at blive henvist videre til nogen som kan. Det kan være svært at spørge om hjælp, hvis man føler sig afvist.
Sexolog Else Olesen