Kære brevkasse

Har man nogen erfaring med at stoppe med medicin? Jeg har taget Rebif 22 siden 2001. Jeg har kun haft ét attak siden.

Jeg har efterhånden så mange “knuder” og mærker efter stik. Kan man evt. blive immun for medicinen?

Svar fra lægen

Det er ikke så tit man overvejer at stoppe MS medicin, da erfaringen viser, at sygdommen i langt de fleste tilfælde, bliver aktiv igen. Det er dog beskrevet, at sygdommen bliver mindre aktiv med årene, og at ældre mennesker med MS, fra 70 år og opefter, som ikke har haft attakker indenfor de sidste 2 år, ikke har stor risiko for at udvikle aktiv sygdom igen. Dette skal dog konfirmeres i større undersøgelser, som er på vej.

Alternativet til at stoppe Rebif, vil være at skifte til en tabletbehandling, f.eks. Aubagio, så du ikke længere har stikgener fra Rebif. Man kan godt blive immun overfor Rebif, da kroppen kan danne neutraliserende antistoffer mod medicinen, men dette er givetvis kontrolleret og udelukket i forløbet. Du kan evt. tjekke med din MS klinik.

Overlæge Morten Blinkenberg

Morten Blinkenberg

Speciallæge i neurologi

Morten Blinkenberg er speciallæge i Neurologi, Ph.D. Overlæge på Neurologisk afdeling, Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet.

Associeret seniorforsker ved Neurobiologisk forskningsenhed, Rigshospitalet. Forskningsmæssige interesseområder omhandler primært sclerose og billeddannelse, specielt PET og MR scanning.

Arbejder endvidere med klinisk medicinafprøvning hos patienter med multipel sclerose i Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet. Morten Blinkenberg er tildelt Mogens Fog-prisen for forskningsindsats indenfor sclerose.

Brevkasse

Vi svarer på dine spørgsmål

Vores eksperter sidder klar til at svare på dine spørgsmål om sclerose.
Stil dit spørgsmål
Kvinde sidder over for en socialrådgiver i samtale.