Kære brevkasse
Jeg har været diagnosticeret med PPMS i 8 år. For 6-7 år siden fik jeg min første brille med prismer for at modvirke mit dobbeltsyn. Dengang fik jeg en brille med 7 prismer ialt og uden styrke. Sidenhen har jeg skiftet briller ca. 4 gange, forrige gang var for 1½ år siden med tiltagende antal prismer og nu også lidt styrke pga. alderssyn, sidst fik jeg en brille med 25 prismer og en styrke på +2. Nu var jeg hos optikeren i går og få tjekket mit syn, og resultatet var noget nedslående, nu 36 prismer og +1½.
Er der ikke andet at gøre end prismer, og hvor langt kan man gå op? Hvornår når jeg loftet for, hvad der er muligt at justere med prisme? Er klap for det dårlige øje eneste udvej på længere sigt? Højre øje fungerer normalt. Min optiker mener, at der er et stykke vej til “loftet”, men vil godt høre din vurdering. Skal jeg kontakte min øjenlæge (som jeg ikke har haft kontakt til, siden jeg fik briller)?
Svar fra lægen
Prismebriller bruges til at korrigere dobbeltsyn ved MS, hvis der er lammelser i de muskler som øjet bevæges med. Da MS kan forværres med tiden, vil det ofte være nødvendigt også at korrigere brillerne. Det lyder dog som om, det er sket meget hyppigt i dit tilfælde, og det er derfor vigtigt, at du også snakker med en øjenlæge i forløbet. Det er sædvanligvis øjenlæger med særlig interesse for neurologi, som beskæftiger sig med prismebriller og MS, og derfor skal du bede din MS læge om henvisning til øjenklinik på et af landets universitets hospitaler.
Overlæge Morten Blinkenberg