Formål
Fødselsdepression rammer årligt cirka 13% af de nybagte mødre i Danmark. Forebyggelse,
opsporing og tidlig behandling kan reducere forekomsten og alvorligheden af
fødselsdepressioner. Studier har vist sammenhæng imellem kroniske medicinske lidelser og
fødselsdepression, men det er uafklaret om dette er særligt udtalt hos gravide med en
neurologisk sygdom.
Projektet har til formål at afdække hvorvidt nybagte mødre med multipel sclerose har øget risiko for at
få en fødselsdepression i forhold til baggrundspopulationen.
Mød forskeren: Mette Louise Andersen

Hvad driver dig personligt i dit arbejde med MS-forskning?
Min far fik diagnosticeret MS, da jeg var cirka 10 år gammel. Jeg har derfor haft sygdommen tæt inde på livet i en stor del af min ungdom, da jeg blev uddannet læge, og da jeg selv fik børn. Min far døde i 2019.
Hans sygdomsforløb har, udover min faglige viden som læge, givet mig et personligt perspektiv på MS som nær pårørende. Jeg føler, at jeg har indblik i, hvad det rent faktisk betyder for personen og dennes familie, at leve i hverdagen med MS. Igennem mit kliniske arbejde med de gravide, har kommende mødre med MS altid haft en særlig plads hos mig.
Hvilken betydning har det for din forskning at projektet har modtaget midler fra Scleroseforeningen?
Jeg afslutter snart mit PhD forløb der har bestået af en række registerstudier, som har belyst betydningen af MS under graviditet. Jeg har herigennem erkendt, at der ikke er forsket meget i om gravide med MS har øget risiko for fødselsdepression. Eftersom en fødselsdepression kan have alvorlige konsekvenser i en nybagt familie, så er vi i forskningsgruppen rigtig glade for at kunne komme dette vigtige spørgsmål nærmere, som en naturlig fortsættelse af vores igangværende arbejde. Fødselsdepression kan nemlig forebygges, og igennem tidlig indsats og viden kan følgerne minimeres.
Om projektet
Støtte modtaget fra Scleroseforeningen:
242.790 kr.
Projektperiode:
2025
Projektets nøgleord:
- Graviditet og fødsel
- Pårørende/familieliv