44 feriehuse i smukke omgivelser
Dronningens Ferieby og dens 44 huse ligger i det mest pragtfulde område, I kan forestille jer. Tæt ved havet, midt i skoven og nær den smukkeste hede. Vi har også vores egen badebro, hvor kørende såvel som gående kan få en dukkert i det rene blå hav eller nyde en solskins øl, mens marsvinene leger tagfat foran broen. Vidunderligt syn – glæd jer.
Få 50 procent rabat
Har du sclerose og er medlem af Scleroseforeningen, så får du 50 procent rabat på lejen af feriehuse. Du kan leje flere huse, men der skal bo et medlem med sclerose i de lejede huse, for at rabatten kan opnås. Du kan maksimalt få 10.000 kroner i tilskud per år inklusiv individuel legat.
Kontakt os på 36 46 36 46 eller hej@scleroseforeningen.dk for at høre nærmere.
Rummelighed og funktionalitet
Dronningens Ferieby har specialiseret sig i at give mennesker med handicap og deres familier en førsteklasses ferieoplevelse uden forhindringer. Husene er lyse, moderne og alle er på 75 kvadratmeter. I hvert hus finder du:
- Entré med gæstetoilet og værelse med køjesenge
- Kombineret stue og køkken med pejs, dobbelt sovesofa, køkken med ovn, opvaskemaskine og køkkenservice til 6 personer
- Stort soveværelse med direkte adgang til stort og handicapvenligt badeværelse
- Terrasse med havemøbler
To af feriehusene har ladestander til el- og plugin hybridbiler. Der findes også to ladestandere ved fælleshuset. Du kan få kode til ladestanderne i receptionen.
Derudover råder Dronningens Ferieby også over en lang række ekstra hjælpemidler, og seks af husene er udstyret med loftlift. Kontakt Dronningens Ferieby i forbindelse med jeres booking, så de kan sørge for, at alt er i husene, når I ankommer.