Blandt de personer under 65 år, der anbefales vaccination, er personer med en alvorlig neurologisk lidelse.
Personer under 65 år, der er i risiko for et alvorligt forløb, bliver ikke indkaldt til vaccination, men skal selv bestille tid. Der kræves ikke henvisning, men ved tidsbestillinger afgiver man en tro og love-erklæring.
Tid til vaccination kan bestilles på www.vacciner.dk.
Vaccinationen er gratis.
Vaccination mod pneumokok
Pneumokokvaccination beskytter mod bakterien pneumokok, der kan give lungebetændelse. Personer med nedsat immunforsvar kan være i risiko for komplikationer i forbindelse med pneumokoklungebetændelse.
Vaccinationen gives cirka hvert sjette år, men der er forskellige faktorer hos alle mennesker, der påvirker, hvor lang tid, den har effekt. Det bør altid være en læge, der vurderer, præcis hvor lang tid der bør gå mellem vaccinationer.
Vaccination mod pneumokok kan være relevant for ældre personer og nogle personer i immunsupprimerende behandling. Hvis du overvejer vaccination, bør du tale med din neurolog om, om det er relevant i forhold til din alder, sygdomsudvikling og aktuelle behandling.
Vaccination mod pneumokok er med egenbetaling. Din neurolog kan fortælle dig, om du tilhører en særligt udsat gruppe, hvor man kan få klausuleret tilskud til vaccinen, men selv med tilskud vil der være en egenbetaling.
Vaccination mod helvedsild
Vaccinen mod helvedesild beskytter mod varicella-zoster virus. Det er den samme virus, som giver skoldkopper, og man kan kun få helvedesild, hvis man tidligere har haft skoldkopper. Helvedesild skyldes altså ikke ny smitte, men et udbrud af de virusrester, der forbliver i kroppen, når et skoldkoppeudbrud er overstået.
Vaccinationen gives som to doser med nogle måneder imellem og forventes at beskytte i op til ti år. Vaccinationen kan gives på ethvert tidspunkt, hvor der ikke aktuelt er et udbrud af helvedesild.
Vaccination mod helvedesild kan være relevant for ældre personer og nogle personer med nedsat immunforsvar. Hvis du overvejer vaccination, bør du tale med din neurolog om, om det er relevant i forhold til din alder, sygdomsudvikling og aktuelle behandling.
Vaccination mod helvedesild er med egenbetaling.
Klausuleret tilskud
I nogle tilfælde er vaccinationer gratis, fordi de indgår i et nationalt vaccinationsprogram (fx børnevaccinationer og COVID-vaccination). I andre tilfælde betaler man for at blive vaccineret. Sundhedsmyndighederne vurderer løbende, om der er nogle kroniske sygdomme eller behandlinger, der medfører en stor risiko for komplikationer, hvis man smittes med en specifik virus eller bakterie. Hvis risikoen for komplikationer er større i nogle grupper, kan sundhedsmyndighederne beslutte, at vaccinen for denne gruppe skal være tilskudsberettiget. Dette kaldes et klausuleret tilskud.
Når man køber medicin på recept, registreres det i det centrale tilskudsregister (CTR). Det varierer, hvor stort tilskuddet til er, men alle køb bliver lagt sammen, så man hele tiden kan se, hvor meget man selv har betalt for medicin. CTR-saldoen fremgår af kvitteringen på apoteket. Tilskuddet stiger, jo mere medicin man køber. Når man i alt har købt medicin for 4735 kroner (beløbet i år 2025), vil tilskuddet være på 100 %. Saldoen nulstilles én gang om året, ikke på en fast kalenderdato, men i forhold til, hvornår man har købt medicin.
Når vacciner tildeles klausuleret tilskud, betyder det, at køb af vaccinen registreres i CTR og tæller med i det samlede forbrug. Prisen på en vaccine vil derfor både afhænge af, om man også køber anden receptpligtig medicin, samt hvornår CTR-saldoen sidst blev nulstillet.
Sygesikring Danmark
Sygesikringen Danmark er en privat forsikring, man kan tegne. Man har ikke ret til tilskud fra Sygesikring Danmark, hvis man ikke er medlem.
Sygesikringen Danmark giver tilskud til vaccinationer. Den, der modtager betalingen for vaccinationen (læge eller apotek) skal registrere, at det skal sendes til Sygesikring Danmark. Hvor stort tilskud du kan få, kan ses på Sygesikring Danmarks hjemmeside.