Kære brevkasse
Hvad er jeres syn på sildenafil (viagra) som mulig behandling mod sclerose? Så vidt jeg kan se, er der ikke udført forsøg med sildenafil som behandling mod sclerose hos mennesker, men kun på mus i et forsøg fra 2011.
Der er lavet forsøg hos mænd med MS i forhold til impotens (2005), men ikke som behandling mod sygdomsudvikling hos MS’ere. Men der er, så vidt jeg kan se, studier der peger i retning af at sildenafil kan have en immunmodulerende effekt.
Jeg har snakket med min læge om at tage 50 mg sildenafil dagligt, som behandling mod impotens, men det ville jo være fedt, hvis det potentielt kunne have en positiv indvirkning på sygdomsudvikling.
Svar fra lægen
Det vil være godt, hvis man kunne slå to fluer med et smæk og behandle potensforstyrrelse og MS samtidig.
Det har længe være kendt, at sildenafil (Viagra) har immunmodulerende effekt og flere forsøg har også vist, at sildenafil har dæmpende og regulerende effekt på en MS dyremodel (EAE). Jeg har dog ikke set resultater på mennesker, og indenfor de seneste 5 år har der heller ikke været nye resultater fra dyrestudier.
Når der på den måde ikke fremkommer nye resultater indenfor et nyt område, kan man frygte, at nye negative resultater ikke er offentliggjort, eller at den mulige effekt er for lille. Jeg vil dog være opmærksom på nyt omkring sildenafil og MS og melde tilbage, hvis jeg hører noget positivt.
Overlæge Morten Blinkenberg