Når jeg fortæller andre mennesker, at jeg er forsker, tror jeg, de tænker, at hold da op, det lyder uoverskueligt. Så jeg fortæller ikke meget om mit arbejde. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi det, jeg laver, godt kan være svært at forklare til udefrakommende. Og det lyder lidt arrogant, men det er ikke ment sådan. Hvad jeg får min arbejdsdag til at gå med, er ikke så small talk-venligt. Og så kan jeg heller ikke lide at være i fokus, så hellere spørge ind til den anden person. Eller snakke om mine børn eller sport.
Jeg er ikke bange for, at folk synes, jeg er en nørd. For jeg tror, der er et andet blik på en rehabiliteringsforsker som mig i forhold til en forsker i hvid kittel, der står bøjet over en petriskål. Jeg har bare almindeligt tøj på – sorte bukser, hvid t-shirt og sneakers – og sidder ved en computer. På konferencer kommer der en skjorte på.
At være forsker er ikke for alle. Du får ikke den daglige belønning i form af at have afsluttet noget, når du går hjem
At være forsker er ikke for alle. Du får ikke den daglige belønning i form af at have afsluttet noget, når du går hjem. Sommetider føler jeg ligefrem, at jeg ikke kommer nogen vegne. Og det, synes jeg, er det hårdeste ved at forske: den mængde tålmodighed og stædighed, det kræver at nå frem til et resultat. Især når jeg har en masse energi, kan jeg blive frustreret over langsommeligheden. Så kan det være nødvendigt at starte et sideløbende projekt op eller løbe en tur. At løbe 10 kilometer kan i mit tilfælde give lidt af den samme følelse, som når jeg får færdiggjort et arbejdsprojekt. Og det hjælper mig – især i de perioder, hvor jeg går hjem og tænker, hvad har jeg egentlig lavet i dag? Men når jeg ser tilbage, kan jeg jo godt se, at det, jeg laver, gør en forskel.
Det sjoveste ved mit arbejde er perioderne omkring præsentationen af forskningsresultater – især for patienter. Det er her, belønningen for det langsommelige arbejde for alvor kommer, og det, der gør, at mit arbejdsliv giver mening for mig i længden. Men det er også der, jeg har travlest, og min kone og jeg må få bedsteforældrene til at hjælpe med at passe børn. Efter de perioder er der fornyet energi til at vende tilbage til dagligdagstrummerummen med langsommeligt arbejde og familieliv, for så har der været pay off. Det er en god følelse.
