Zebrafisken. En lille farve-strålende fisk, der normalt købes til børnenes akva-rier, kan måske være nøglen til at udvikle nye effektive behandlinger af sclerose. For det viser sig, at fisken, der er opkaldt efter sine karakteristiske striber, kan afsløre ny viden om regenereringen af myelin – altså de celler i hjernen, der ligger som et beskyttende lag af fedt eller isolering rundt om nervefibrene, som ses ødelagte hos sclerosepatienter. Det skriver professor Carl Tucker, der er leder af de Akvariske Faciliteter ved Edinburgh Universitet i Storbritannien, i en kronik hos den britiske scleroseforening, MS Society UK.

Superstjernefisk inden for forskning

I den skotske hovedstad har man oprettet det første zebrafiske-anlæg i verden, der tæller hele 3.500 akvarier, hvor der svømmer titusinder af zebrafisk rundt. Zebra-fisken er en unik lille skabning, der kun er fem millimeter lang i fosterstadiet – og allerede der er den en helt komplet fisk med fuldt udviklede organer. Men det virkelig interessante ved fisken er, at den i modsætning til mennesker kan regenerere alle sine indre organer inklusive hjertet. I videnskabelig sammenhæng er det bedste af det hele dog, at man kan iagttage alle fiskens indre processer på grund af dens gennemsigtige farve i fosterstadiet. Zebrafisken bliver derfor allerede nu brugt til forskning i blandt andet nyrefunktion, hjertesygdom og kræft.

Det mest interessante, når zebrafisken bruges i scleroseforskning, er fiskens evne til at reparere myelin – det isolerende fedtlag rundt om nervefibrene i hjernen, som er beskadiget hos sclerosepatienter. Og ved at forbinde fiskens aktivitet af nerveceller med myelin-produktionen forsøger en række forskere lige nu at identificere nye gener, der kan ”regenerere” myelinet.

En viden, der vil kunne bidrage i udviklingen af behandlinger til at reparere og regenerere myelin hos mennesker med sclerose.

Deler DNA med dig

Men hvordan kan den lillebitte fisks særlige evner være relevante for mennesker, tænker du måske? Svaret er, at vi mennesker utroligt nok deler cirka 70 procent af den samme DNA-arvemasse med zebrafisken. Og selvom man i forvejen kan studere enkelte menneskeceller i laboratorier, så er det cellernes interaktion med hinanden, der for alvor kan gøre os klogere på sclerose. Og det kræver en levende organisme. Det kan man endnu ikke gøre hos mennesker, så det er heldigt, at man kan hos zebrafisken.

Hvad er myelin?

Myelin er det fedtstof, der omgiver nervecelle-axoner – altså nervesystemets “ledninger”. Fedtstoffet isolerer og øger hastigheden af de elektriske impulser, der sendes langs axonen. Det myelinerede axon kan sammenlignes med en elektrisk ledning med isolerende beskyttelse, altså myelin, omkring sig. Men i modsætning til plastikken på en elektrisk ledning danner myelin ikke én lang kappe over hele axonens længde – det dækker i stedet nerven i segmenter.

Renseanlæg i hjernen


I Edinburgh er de i øjeblikket i gang med et forskningsprojekt, der skal etablere en helt ny platform, der skal teste lægemidler mod sclerose. Her forsøger forskerne at udvikle mere effektive og hurtigere behandlinger af sclerose ved hjælp af robotter, hvis formål
er at ”screene” tusindvis af potentielle behandlinger på zebrafisk, der har scleroselignende tilstande. Og så undersøger de også, hvordan resterne af myelin i hjernen efter et scleroserelateret immunangreb bliver ”renset” i hjernen hos zebrafisken. Ved at teste effekten af forskellige lægemidler på selve hastigheden af fiskens rensningsproces i hjernen håber de nemlig på at kunne udvikle potentielle myelinreparationsbehandlinger for mennesker med sclerose.