Mening. Det er for mig, når jeg er med til at finde noget nyt – og kan udfylde et eller andet hul, der mangler i forskningen. Det lyder måske Florence Nightingale-agtigt, men det betyder meget for mig, at det ikke bare er fagligt spændende. Det skal også være noget, patienterne har gavn af.
Det er over 40 år siden, jeg startede, og jeg er helt sikkert den i Danmark, der har lavet flest videnskabelige behandlingsforsøg. Jeg talte lige op forleden, og jeg har lavet 55 – både vores egne forsøg og andre som en del af større internationale studier finansieret af medicinalfirmaer. Så der er en del medicin, jeg har afprøvet flere år før, det kom på markedet. Og det er jo også meget sjovt at kunne sige: Behandlingen virker. Det er en drivkraft.
Jeg har aldrig været nogen god balletdanser, men jeg kan lide det, og jeg har danset siden jeg begyndte at studere
Men det er også et arbejdsliv med frustrationer: Som forsker er jeg ansat på universitetet og på hospitalet, og de vil begge gerne have 100 procent. Så du arbejder jo langt over to gange 50 procent. Du har mange bolde i luften og deadlines hele tiden. Vi arbejder dag, aften og weekend – det gør jeg i hvert fald. Og finansiering er virkelig svært. Man kan bruge en uge af sin ferie på at skrive en ansøgning om forskningsmidler – og så ikke få en krone. Uden penge, ingen forskning. Og nogle gange tænker man: Hvorfor gør jeg det her? Det tænker jeg faktisk ret tit. Men videnskab er bare spændende, og jeg ønsker at bidrage til at løse sclerosens gåde.
Da jeg modtog en stor pris (Bagger-Sørensen-prisen, der årligt gives for en ”forskerindsats på allerhøjeste internationale niveau”, red.) for nogle år siden, var min mand og mine sønner med, og til sidst i min tale sagde jeg helt spontant: Så gik der et liv med det. For jeg har brugt utrolig meget af mit liv på det her. Ikke fordi jeg ikke har passet min familie, det har jeg også, men et døgn har kun 24 timer. Det kommer med en pris. Mine sønner siger, at jeg arbejder utrolig meget gratis, men de anerkender også, at det er min interesse. Og de siger samtidig, at jeg ikke må holde op med at arbejde, for hvad skulle jeg så lave? Det er en livsstil. Min mand er også læge og ved godt, hvad stillingen kræver.
Jeg ser sjældent fjernsyn, og jeg kommer heller ikke så meget på shopping og sådan noget. Det har jeg ikke tid til. Jeg har jo min forskning og mine patienter, jeg skal passe. Jeg plejer at sige, at det sted, jeg kommer mest i København, det er i lufthavnen – for der er mange rejser som forsker. Og så kommer jeg i Det Kongelige Teater, fordi jeg interesserer mig for ballet.
Jeg har aldrig været en god balletdanser, men jeg kan lide det, og jeg har danset siden jeg begyndte at studere. Det er en modvægt til hverdagen: Når man står i en ballettime med en lærer og en ny øvelse, så har man nok at gøre med at holde styr på det hele. Så kan man ikke stå samtidigt og tænke på alt det, der var udfordrende på arbejdet den dag. Jeg går stadig til ballet tre gange om ugen. Der er nogle ting, man kan blive ved med – det kan man med forskning, og det kan jeg også med ballet. Jeg kender en på 91 år, der stadig danser, og jeg siger: Du er min ledestjerne. Man behøver ikke give op på noget, fordi man er blevet ældre.
