Allerede på medicinstudiet syntes jeg, at hjernen var et fascinerende, utroligt dynamisk organ. At arbejde med det – og så at arbejde med mennesker – er rigtig meget mig. Jeg blev optaget af sclerose efter en personlig oplevelse med en patient, som gjorde indtryk på mig. Det var tidligt i min karriere i slutningen af 1990’erne, da jeg var under uddannelse til reservelæge i Odense. Jeg fulgte en kvinde med sclerose, der var på min egen alder. Hun sad i kørestol og havde tilbagevendende attakker, og medicinen hjalp hende ikke. En dag fik jeg og en laborant lov at komme hjem til hende for at tage blodprøver. Det var op til jul, og hun inviterede os indenfor – og åbnede døren til en verden fuld af håb. Der var pyntet op med nisser, og vi fik julesmåkager og kaffe. Hun var svært ramt, men hun havde skabt nogle rammer for sit liv, der gav mening for hende. Jeg fik så meget respekt for hendes styrke og indstilling til livet. Tænk, at hjernen kan understøtte det. Man kan være i en meget vanskelig situation, men alligevel være mentalt robust og have høj livskvalitet.
Jeg blev optaget af sclerose efter en personlig oplevelse med en patient, som gjorde indtryk på mig
Mit møde med hende skabte også en nysgerrighed. Jeg havde ikke noget svar på, hvorfor hun blev ved med at få tilbagefald. Det var en stor frustration, at vi ikke kunne gøre mere for hende. Og det var det, der fik mig til at sige: Nu vil jeg forstå den her sygdom. Senere fandt man ud af, at hun faktisk ikke havde sclerose, men NMOSD (den beslægtede diagnose, Neuromyelitis Optica Spectrum Disorder, red.) Dengang vidste man simpelthen ikke bedre. Da antistoffet, som kendetegner sygdommen, nogle år senere blev opdaget af forskere fra Mayo Clinic i USA, tænkte jeg: Det her må jeg lære mere om. Så jeg rejste dertil for at forske.
Som forsker har man en kompleks tilværelse. Der er masser af arbejdsopgaver. Men når man opnår resultater, der kan hjælpe de personer, der er ramt af sclerose eller scleroselignende sygdom, så giver det en utrolig glæde at gøre en reel forskel for disse mennesker. Det er den ultimative drivkraft at omsætte kompleks forskning til konkret håb.
Jeg elsker naturen, og jeg går meget op i planter. Jeg kan godt lide at gå i haven og tale til dem og passe dem. Mange siger, det er umuligt at plante vindruetræer, citrontræer og oliventræer, men det lykkes hos mig. Der er et persisk digt, jeg holder af: “Når livet er urimeligt, så plant så mange blomster, at tilværelsen får et andet udseende – gør den til paradis”. At se en blomst vokse i et svært og tørt miljø, det bringer håb. At kigge på blomster eller planter kan få en til at glemme de svære udfordringer, man måske oplever. På den måde ser jeg skønhed i livet.
