Donationen kommer på et kritisk tidspunkt. Trods løbende vedligeholdelse og modernisering har den naturskønne – men udsatte – beliggenhed ud til Kattegat medført et akut behov for renovering af tagene med deres smukke diagonale flader og dynamiske vinkler. Med donationen fra A.P. Møller Fonden sikres derfor ikke bare en nødvendig renovering af tagene, men også bevarelsen af den unikke ferieby.
Dermed kan feriebyen blive ved med at fungere som et af de få feriecentre i Danmark, hvor mennesker med en funktionsnedsættelse kan holde ferie på lige fod med andre og nyde samme adgang til natur og strand, forklarer Scleroseforeningens formand Christian L. Bardenfleth og siger:
“Uden donationen ville Scleroseforeningen være nødt til at reducere andre vigtige aktiviteter som forskningsbevillinger og patientstøtte. Takket være A.P. Møller Fonden kan vi holde hånden under disse aktiviteter, og det er vi utrolig taknemmelige for. Danmark er lige nu det land i verden, der har den højeste forekomst af sclerose i verden, og behovet for forskning og patient- og pårørendetilbud er større end nogensinde.”
En favnende ferieby
Ud over at være et feriested for familier med sclerose og alle andre med behov for øget tilgængelighed udgør Dronningens Ferieby også rammerne om flere af Scleroseforeningens tilbud til patienter og pårørende. Deriblandt foreningens sommerferiecamps for børn, hvor enten mor eller far er ramt af sclerose og ferieophold for børnefamilier med sclerose, hvor familierne efter behov kan tale med familieterapeuter om livet med sclerose og hjælp til at håndtere udfordringer og bekymringer.
Om Dronningens Ferieby
Dronningens Ferieby med de 44 feriehuse er tegnet af arkitekt Erik Korshagen for Scleroseforeningen og blev indviet i 1990. Feriebyen er opkaldt efter foreningens og feriebyens protektor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe. De ikoniske huse gennemgik i perioden 2013-2015 en gennemgribende indvendig modernisering – en indsats, der blev muliggjort med støtte fra blandt andre A.P. Møller Fonden. Feriehusene fremstår i dag som moderne og fuldt tilgængelige feriehuse.