Jeg forsker lige nu i søvn og sclerose. Har du MS, bliver den samlede vægt af træthed mindre, hvis du ikke skal håndtere søvnvanskeligheder sammen med fatigue. Essensen af mit arbejde er, når jeg kan hjælpe folk videre: Hvis jeg eksempelvis opdager, at en person med MS har søvnapnø og ikke trækker vejret regelmæssigt i løbet af søvnen. Når den afklaring er der, kan vi starte behandling med en maske, der holder luftvejene åbne og følge, hvordan det går. Det er forskning, men direkte overført til patientniveau. Det regner jeg med, jeg skal lave meget mere af. 

Der hører en svær gymnastik med til forskning, når mennesker bidrager. Du har stillet dit forskningsspørgsmål – hvad betyder søvn for sclerosetræthed? – og derfra undersøger du det i overensstemmelse med internationalt anerkendte forskningsstandarder. Protokollen skal overholdes. Samtidig husker jeg på, at det er individer, der giver deres tid og gør det muligt. Det er ikke objekter, jeg måler på.  

Jeg er barn af en tømrer og en bogholder. Forskningsmiljøet har været tilgængeligt for mig, fordi etablerede forskere tog imod mig

Jeg er i gang med at uddanne mig til speciallæge i neurologi, så forskning for mig er især efter arbejde og i weekender. Udgivelsen af den afsluttede forskning er en proces, der sagtens kan tage seks til tolv måneder. Din artikel cirkulerer mellem det videnskabelige tidsskrift, eksterne bedømmere, medforfattere og dig. Den del af forskning kan føles som et hestearbejde. Jeg prøver at få klemt dans ind to-tre gange om ugen for at få et afbræk. Zumba, latin eller dancehall. Der er en instruktør, der råber, til man er ved at segne, men det er sjovt og sundt for min hjerne og krop.        

Min bror og jeg er de første akademikere i vores familie. Jeg er barn af en tømrer og en bogholder. Forskningsmiljøet har været tilgængeligt for mig, fordi etablerede forskere tog imod mig. Den første var min ph.d.-vejleder Finn Sellebjerg. Han viste mig, at det, jeg lavede, kunne bruges til noget, og han ville gerne bakke det op. Da jeg skulle på barsel, talte jeg om, at jeg ville forske hjemmefra. Så sagde han bare: Helene, det kommer du ikke til at kunne. Fokusér på dit barn. 

For mig giver det ikke mening at snakke om forskellige generationer af MS-forskere. Det er en flydende udvikling, hvor den ene står på skuldrene af den, der kom før. 

Helene Højsgaard Chow, 41 år


Post doc i neurologi ved Københavns Universitet. I gang med sin hoveduddannelse til speciallæge i neurologi ved Hillerød Hospital. Har tidligere forsket i blandt andet kognitive udfordringer for mennesker med progressiv sklerose og kognitiv rehabilitering. Bosat i København og har en datter.