Lavpunkt
Jeg gik helt i sort, da jeg var med min datter Sara på sygehuset, og hun fik diagnosen. Jeg sad bare og tænkte: ”Hvad er det, jeg har gjort forkert som mor?”.
Jeg ledte efter forklaringer, og mine tanker løb løbsk. ”Hvordan skal hun klare det? Forlader hendes kæreste hende? Hvad med arbejde? Hvad fanden skal jeg gøre for at lette Sara?”. Og jeg delte bekymringerne med min datter.
Vi har altid været tætte, så det var naturligt for os at snakke om bekymringerne. Sclerose var jo et helt nyt livsvilkår, som jeg ikke kendte til, og Sara kendte mest til de tilfælde, hvor man blev meget dårlig, så vi var bange. Når man står i tiden efter en diagnose, fylder sclerosen alt. Og jeg var bekymret for nærmest alt.
Jeg er normalt en handlingens kvinde, men da min datter fik sclerose, kunne jeg intet stille op.
Det var en lettelse at slippe af med de værste bekymringer. En tung vægt, der blev taget af mine skuldre.
Elsemarie Trøst
Vendepunkt
Efter et stykke tid begyndte Sara på medicin, og det hjalp på hendes symptomer. Langsomt kunne jeg mærke, at de dårlige tanker begyndte at slippe taget i min krop. Lidt efter lidt.
Sclerosen, der var blevet en del af vores liv, føltes ikke længere som et uoverkommeligt bjerg at skulle op ad. Det var en lettelse at slippe af med de værste bekymringer. En tung vægt, der blev taget af mine skuldre. Og da bekymringerne blev mindre, så forsvandt mit behov for at dele dem med Sara også. Hun er meget omsorgsfuld og tænker over, hvordan jeg har det. Men det er ikke det, der skal fylde for Sara. Vi er begge voksne og har ting, vi hver især skal klare.
Jeg tog ikke en aktiv beslutning om, at nu ville jeg ikke belemre Sara med mine bekymringer længere. Men jeg har lært at holde dem, jeg har, for mig selv.
Lyspunkt
I dag kan jeg bedst beskrive Saras sclerose som en slags orm, der ligger inde i mit sind – helt bagerst og i dvale. Men den rører på sig en gang imellem.
Da Sara og hendes kæreste ventede deres første barn, blev hun sat på en midlertidig medicin, og der var jeg meget bekymret for, om hendes symptomer ville blusse op igen. Jeg blev også bekymret, da hun fik corona. Men så snakker jeg med andre, som er i en lignende livssituation. Vi forstår hinanden. Det er ikke sådan, at jeg ikke italesætter mine bekymringer og bare går med dem selv. Men det føles rigtig godt, at jeg ikke længere deler dem med Sara. For jeg ved, at hun og hendes kæreste nok skal klare det. Og hvis noget er svært, så synes jeg ikke, at Sara har brug for at skulle tackle mine bekymringer oven i sine egne.
