Når jeg går på arbejde, har jeg altid te af god kvalitet med i min arbejdstaske. Helst grøn og hvid fra Perchs. Den te, vi har på kontoret, drikker jeg ikke. Men vi har en snackskuffe derinde, og når den er fyldt op, spiser jeg mange cashewnødder, mandler og rosiner. Ja, det lyder måske lidt kedeligt, og de skal bare være helt plain.
Lige nu er jeg på barsel, så tiden med mine børn fylder selvfølgelig meget. Men derudover elsker jeg musik. Og især at spille det med andre. Min kontrabas står desværre og samler lidt støv i øjeblikket, da jeg jo har små børn, men jeg glæder mig så meget til at komme i gang igen, når der er mere tid. Jeg har spillet kontrabas siden folkeskolen og gymnasiet. Jeg havde lige en afstikker med en elbas, da kontrabassen er så stort et instrument, men nej, det skulle være kontrabassen.
Både når jeg forsker, og når jeg spiller musik, handler det om disciplin. At gøre det hver dag, være kreativ og lære noget nyt. Det er som at lære en ny måde at kommunikere på. Musik er en form for kommunikation imellem mennesker, som handler om instinkt og glæde – det er der, det bliver spændende. For mig er forskning lidt det samme. Og det er allersjovest, når jeg skal sætte mig ind i nye metoder for at kunne føre forskningen ud i livet.

Jeg er grundlæggende et nysgerrigt menneske. Jeg bliver motiveret af at stå med en problemstilling eller undren, som jeg via data i Scleroseregistret eller andre kilder kan undersøge for i sidste ende at forbedre hverdagen for mennesker med sclerose. Men det er udfordrende at skulle begrænse sig. Indenfor forskning er man nødt til at stille et enkelt skarpt spørgsmål ad gangen for at kunne undersøge noget ordentligt. Jeg vil jo helst bare gerne have svar på det hele på én gang. Men det kan tage flere år at finde svaret på det ene spørgsmål, som kun er en lille brik i puslespillet.
Det har overrasket mig, hvor stor en forandring det var at gå fra at have med patienter at gøre i en scleroseklinik til at sidde i registret foran en computer. Jeg kan godt savne at møde nye mennesker hele tiden og hjælpe dem. Den kontakt, tror jeg, er meningsfuld for de fleste, der har valgt at blive læge. Og den forsvinder, når man skifter over til forskning. Man hjælper stadig, men på en anden måde, hvor det bliver langt mindre synligt i det daglige. Hele tidsperspektivet bliver noget andet. Så jeg glæder mig også til at skulle tilbage til patienterne på et tidspunkt.
Både når jeg forsker, og når jeg spiller musik, handler det om disciplin
Mennesker med sclerose er inspirerende. De bliver tvunget til at tage stilling til, hvad der er meningsfyldt i livet, og så revurdere det i løbet af et liv med sclerose. Det har jeg taget til mig i mit eget liv. Jeg værdsætter det, jeg har, og tager ikke noget for givet. Det livssyn tror jeg alle kan have gavn af.
I min fritid elsker jeg at være i vores have, selvom den virkelig ikke er velpasset i øjeblikket med to små børn. Det er vigtigt for mig at bruge den sparsommelige tid, jeg har til rådighed bedst muligt. Derfor har jeg også slettet Instagram. Men jeg kommer da til at kigge min mand over skulderen, når han scroller. Så det er helt okay, han ikke har slettet sin profil.




