Egentlig var det ikke sclerose, jeg startede med at forske i, men blodpropper i hjernen. Nu er det selvindlysende, at det blev MS, fordi jeg siden 1990’erne har haft mulighed for at bidrage til udviklingen af mere effektive behandlinger. At give det videre har næret min lyst til at forske. Udover nære samarbejdspartnere her i landet har jeg altid gjort det sammen med forskere i udlandet. Det gør det muligt, at et større antal patienter kan deltage, og det modvirker, at et lille lands forskning lukker sig om sig selv.

Nogle af kollegaerne bliver venner, mens man deler en dialog over 30 år. Og nogle forbliver inspirationskilder. Jeg har været tæt på personer, der har fået geniale ideer. Torben Fog, der grundlagde MS-behandlingen herhjemme, og Ian Mcdonald, der formulerede kriterierne for at diagnosticere MS. Folk som dem minder mig om, hvorfor der skal være penge til fri forskning. Hvis der er et klogt hoved, skal du give det plads.  

Jeg har været tæt på personer, der har fået geniale ideer

Når jeg taler med ph.d.-studerende, har jeg et par råd. Bevar overblikket i stedet for at blive fortabt i detaljerne. Og lad vær at blive skuffet, hvis det, man tror er sandheden, viser sig at være forkert. Da jeg var yngre, arbejdede jeg 80 timer om ugen for at få tid til forskning. Hvilket jeg kunne, fordi min kone havde et deltidsarbejde. Jeg så ikke mine børn så meget, da de var små. Senere sagde min datter: Du må ikke blive ked af det, for jeg vil også være læge. Men ikke som du var det. Hun laver en anden fordeling af sine timer. Jeg er stolt af, at hun fortsætter i mit fag på sin måde. Og hele strukturen omkring at forske ændrer sig. Kortere tid på hospitalet, men opgaver udført i højere tempo. Det kollegiale og kontakten med patienten kræver en dvælen, som er udfordret.  

Min kone er klassisk violinist, og vi deler en interesse for opera. Den bedste opsætning, jeg har set, var en live transmission af La Traviata med Anna Netrebko. Hun lå ned på scenen og sang. Det var skelsættende. Hvis forskning og opera har noget tilfælles, er det, at begge dele er en styret proces, som rummer store følelser og en stræben efter fuldkommenhed.  

Per Soelberg Sørensen, 81 år


Professor Emeritus i neurologi ved Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet, som han var med til at stifte. Udover en lang række forskningsprojekter, der har været en motor i MS-behandlingen, har han fokuseret på undersøgelser af biomarkører og genetik knyttet til MS. Bosat i Klampenborg. Gift og har to børn.