Kære brevkasse
Jeg har været syg i mange år og har desværre fået mange nerveskader. Det har bl.a resulteret i en masse føleforstyrrelser og nervesmerter, jeg tænker tit på, om der virkelig ikke er noget man kan gøre for at reparere skadede nerver?
Man har forsøgt at lindre mine smerter ved at ordinere forskellige typer af smertestillende. Jeg får lige nu Lyrica og nogle dage også kunstig morfin til akut behov. Jeg er slet ikke smertedækket, det var jeg heller ikke, da man i en periode prøvede at ordinere kunstig morfin i depottabletter 3 gang om dagen plus kunstige morfin til akut behov. Det havde dog en vis effekt på smerterne, men forværrede mine kognitiv symptomer meget, så det valgte jeg at stoppe med. Jeg har også forsøgt LDN, men det havde desværre ikke den effekt på mine smerter, som jeg havde håbet.
Er der mere man kan gøre, for at behandle mine smerter? Jeg har læst en artikel om et tysk forskningsforsøg med Theophyllin til MS netop for at reparere nerveskader, og synes at det lyder spændende. Er det noget man vil kunne prøve nu som MS patient? Eller skal der mere forskning i det først? Jeg tænker, at Theophyllin jo er godkendt som medicin til lungepatienter, så det kan vel ikke være farligt at prøve det af, selvom det er til at reparere skadede nerver, og altså et helt andet formål end det normalt bruges til?
Svar
Sclerosesmerter kan være svære at behandle og kræver ofte afprøvning af flere forskellige slags medicin. Man skal som regel også bruge tid på, at finde den rigtige dosis. Smerterne har ofte jagende kortvarig karakter (neuralgiforme smerter) og kan som regel behandles effektivt med lægemidler, som man normalt bruger til behandling af epilepsi, fx. oxcarbazepin, carbamazepin, pregabalin (har du prøvet) eller gabapentin.
Sclerosesmerter kan også have mere vedvarende brændende, knugende eller svidende karakter og disse smerter behandles bedst med lægemidler, der primært bruges mod depression, fx. duloxetin, amitriptylin eller imipramin. Endelig skal nævnes cannabis medicin, dronabinol, der formentlig kan bruges til at behandle alle typer af sclerosesmerter. Der er således mange muligheder for behandling af nervesmerter ved MS. Din scleroseklinik kan hjælpe med behandling af dine smerter, og hvis det ikke er muligt, kan du blive henvist til en smerteklinik.
Du henviser til en spændende artikel om Theophyllin og EEF1A1 deacetylation, som kan være en mulig behandling til remyelinisering (ny fedtisolering) af nervefibre, men er fortsat helt eksperimentelt og jeg vil derfor anbefale, at man afventer yderligere forsøg før dette afprøves. Tidligere forsøg med remyelinisering hos mennesker med MS har desværre givet negative resultater.
Overlæge Morten Blinkenberg