Malene, Diana og Simone har alle sclerose og vil gennem podcasten ‘Vi prøver igen i morgen …” være dine veninder, der forstår, hvordan det er at være ung og have sclerose.

I hver episode tager de et nyt emne op og dele deres oplevelser og erfaringer. Derudover inviterer de også gæster i studiet.

Diana, Malene og Simone er alle en del af Scleroseforeningens Ungeudvalg, men har selv lavet podcasten.

Du kan lytte til podcasten i bunden af denne side eller der, hvor du normalt lytter til podcast.

Hvorfor laver I denne podcast? 

“Fordi det at være ung med sclerose spænder bredt og byder på rigtig mange spørgsmål og tanker, som ingen skal sidde alene med. Det er vigtigt for os, at unge med sclerose kan spejle sig i os, men måske også lære noget nyt. Vi er tre unge kvinder, der er vidt forskellige steder og repræsenterer tre forskellige måder at leve med sclerose på. Podcasten er den ufaglige, super personlige, ligetil og ærlige podcast, vi selv kunne have brugt, da vi var nydiagnosticerede.”

Diana Bolin Rasmussen

Hvilke emner vil I gerne dække i podcasten? 

“Vi vil gerne dække bredt, og i og med vi er tre vidt forskellige kvinder, så formår vi også at skabe en dialog med forskellige synsvinkler i afsnittene. Det betyder, at vi altid har noget at snakke om – stort som småt! Vi snakker om vores liv med sclerose og vores hverdage, og der sker hele tiden nye ting. Vi har for eksempel et afsnit om Sclerosehospitalerne i tankerne, da jeg skal indlægges i Ry i december. Vi har alle tre været afsted, men hvilken effekt har vi hver især oplevet? Derudover vil vi gerne have relevante gæster med i vores podcast. Og vi har allerede flere i tankerne til kommende afsnit.”

Simone Pehrson