“Det var bare den fedeste oplevelse, jeg har været med til længe.”
Sådan lyder det fra Michael Birklund Simonsen, hovedarrangøren af ’’MC mod Sclerose’, der blev afholdt i forbindelse med årets Scleroseindsamling.
“Alt det, som vi havde planlagt, spillede bare 100 procent. Og så fik vi en masse mere til, som vi ikke havde regnet med,” siger Michael et par dage efter eventet med både stolthed og lettelse i stemmen.
Og der er også god grund til at ånde lettet op, for der blev samlet 14.600 kroner sammen. Et beløb, der var med til at sætte indsamlingsrekord i Guldborgsund-Lolland Lokalafdeling.
“Vi stoppede trafikken et par gange”
De 70 motorcykler gassede op fra parkeringspladsen Cementen i Nykøbing Falster for at gøre første stop på Stubbekøbing Havn. Inden afgang instruerede de såkaldte ’roadcaptains’ i, hvordan kørslen skulle foregå. En efter en satte motorcyklerne i gang, og i et zigzag-mønster, med én tæt ved kantstenen og én i midten af vejbanen, samlede de sig i en lang kolonne.
“Når vi kom til et kryds, hvor vi skulle dreje, var der en “stopper”, som kørte ud og lukkede trafikken. Så kunne hele kolonnen køre afsted uden at blive brudt op af at holde tilbage for andre biler. Vi stoppede flere gange trafikken et kort øjeblik for at få alle med. Folk i bilerne hujede af os ud ad vinduet. Der var virkelig god energi blandt de bilister, vi lige forstyrrede et øjeblik,” fortæller Michael.




Mange facetter
“Nu sidder jeg og får en klump i halsen igen, for det var så fedt – det var virkelig, virkelig fedt. Både motorcykeldelen og selve indsamlingsdagen. De glade mennesker, der kommer og hjælper til, og at vi så også kunne komme over det resultat, vi havde sidste år, er virkelig fedt,” fortsætter Michael, som havde åbnet hjemmet op til turens sidste stop. Her stod Michaels kone, svigermor og en frivillig fra lokalafdelingen klar med sandwich og kage, der kunne nydes i solskinnet i haven. For det var ikke kun motorcyklerne, der fyldte i løbet af dagen. Det var til Michaels store overraskelse også et netværksevent, hvor lokalafdelingen fik nye interesserede frivillige og gav folk mulighed for at dele deres historier.
“Det var lidt som at få fat i en ny målgruppe. Snakken gik jo på kryds og tværs, og så finder man ud af, at folk ofte har en tilknytning til sclerose. Ved så at have motorcyklerne inde over, så bonder man på en helt anden måde,” siger Michael.
“Jeg sagde det også på dagen: I kan allerede sætte et kryds i kalenderen den anden lørdag i september til næste år, for så gør vi det igen.”



