Frivillig siden 2005
Da Michaels svigerfar fik konstateret sclerose, følte Michael og hans kone, at de måtte gøre noget. De meldte sig som frivillige i 2005 og har været det lige siden.
Engageret i mange lokale aktiviteter
Gennem årene har Michael været med til at planlægge en masse aktiviteter for medlemmerne i området. Lokalafdelingen spænder bredt og har lavet alt fra golf til yoga og banko, sågar en prøvetur på motorcykel for medlemmerne. Allermest stolt er Michael af den tur til Lalandia, som lokalafdelingen kunne give til fem familier, hvor enten mor eller far har sclerose. En oplevelse, der virkelig gjorde en forskel.
En stor familie
For Michael og hans kone er det frivillige arbejde i Scleroseforeningen blevet en del af dem, og netværket og sammenholdet omkring lokalafdelingen er som en stor familie.