Formål
Mellem 40-70% af personer med MS oplever på et tidspunkt i sygdomsforløbet ændringer i deres tænkning, hukommelse og mentale tempo – det man samlet kalder de kognitive funktioner. Disse ændringer kan have enorm betydning for ens hverdag, livskvalitet og erhvervsevne. Tidligere forskning har peget på at en mentalt aktiv livsstil er forbundet med en lavere forekomst og grad af disse kognitive vanskeligheder. Formålet med dette projekt er derfor at teste effekten af kognitivt stimulerende aktiviteter som kan hjælpe til at opretholde en sund og mentalt aktiv livsstil.
Mød forskeren: Andreas Kirknæs Færk

Hvad driver dig personligt i dit arbejde med MS-forskning?
Der findes meget få tilbud til mennesker med kognitive vanskeligheder og alt for lidt forskning på området. Det der driver mig er håbet om at kunne være med til at udvikle, implementere og teste nye interventioner til mennesker med kognitive vanskeligheder.
Hvilken betydning har det for din forskning at projektet har modtaget midler fra Scleroseforeningen?
Midlerne fra Scleroseforeningen betyder alt for projektet. Midlerne går til at dække løn og materialer til projektet. Uden midlerne ville vi ikke kunne foretage projekter som dette, så det betyder virkelig alt.
Projektet er aktuelt i dens sidste fase og alle deltagere er nu rekrutteret. De sidste deltagere skal nu færdiggøre projektet, hvorefter dataanalyserne påbegyndes. Resultaterne udgives i 2025.
Om projektet
Støtte modtaget fra Scleroseforeningen:
416.249 kr.
Projektperiode:
2022-2025
Projektets nøgleord:
- Attakvis MS
- Primær progressiv MS
- Sekundær progressiv MS
- Neuropsykologi
- Kognition
- Træning
- Rehabilitering
- Livskvalitet
- Psykologi
- Livsstil