Når du er indlagt på Sclerosehospitalerne, vil dine dage være fyldt med forskellige aktiviteter. Det kan være alt fra fysisk træning og bevægelse til undervisning og samtaler med fagpersonale om livet med sclerose.

For at få mest muligt ud af dit ophold er det vigtigt, at du giver din krop de bedste forudsætninger – og her spiller kosten en afgørende rolle. Den mad, du spiser, fungerer som brændstof for både krop og hjerne. Optimal ernæring er derfor en vigtig del af dit rehabiliteringsforløb hos os.


På Sclerosehospitalerne har vi udarbejdet en kost- og måltidspolitik, der tager udgangspunkt i officielle kostanbefalinger og den nyeste viden om ernæring. Maden vi serverer under dit ophold, er sammensat med fokus på at støtte din sundhed, trivsel og energiniveau og er tilberedt af fagligt dygtige medarbejdere.

Du kan i vores kost- og måltidspolitik læse mere om, hvorfor optimal ernæring er vigtig under dit ophold, samt hvilke kostanbefalinger, der danner fundamentet for de måltider, vi serverer.

På Sclerosehospitalerne gør vi os umage for at servere et optimalt tilbud af måltider i behagelige omgivelser, idet måltiderne udgør et vigtigt basalt og socialt element i det samlede rehabiliteringsophold.

Vi bestræber os på, at maden skal inspirere – det vil sige, at den skal smage godt, fremstå appetitlig, være sund og nærende. Og så skal den være let og simpel, så der ikke bliver langt mellem den mad der serveres og den mad der spises derhjemme.

Kost og måltiderne betyder meget for vores sundhed og kan være med til at gøre en forskel på fx energi og træthed, muskelopbygning, tarmfloraen og fordøjelsen. En sund og nærende kost har ydermere en vigtig betydning for et velfungerende immunforsvar, samt i forebyggelsen af livsstilssygedomme og relaterede multisygdomme.

Måltidet er en del af rehabiliteringen

Der ligges vægt på, at måltiderne indtages i rolige og indbydende omgivelser.

Vi opfordrer, i det omfang det er muligt, til at spise i den fælles spisestue sammen med andre. Det skaber mulighed for socialt samvær, struktur i hverdagen og understøtter trivsel og deltagelse. Hvis helbred eller behov tilsiger det, kan der laves en aftale om, at indtage måltider på eget værelse. Dette sker i samråd med dit behandlerteam.

Fysiske rammer og hjælpemidler (f.eks. ergonomisk bestik, skridsikkert underlag eller hævet siddestilling) tilpasses individuelt. Maden serveres som udgangspunkt ved selvbetjent buffet, dette for at understøtte selvstændighed. Der vil altid være personale tilgængelig til at yde støtte under måltidet, samt til at understøtte en positiv og respektfuld måltidskultur.

De Officielle Kostråd som fundament

Sclerosehospitalerne følger De Officielle Kostråd fra Fødevarestyrelsen, som sikrer at du får alle de næringsstoffer din krop har brug for, samtidig med at de understøtter din sundhed.

Kostrådene har mange ligheder med Middelhavskosten, som har evidens for at fremme et sundt og balanceret indtag af forskellige fødevaregrupper samtidig med, at det er i tråd med hvad der anbefales ved MS.

De Officielle Kostråd

Spis planterigt, varieret og ikke for meget

  • Få mange grøntsager, frugt, fuldkorn og bælgfrugter, nødder og frø – og undgå madspild. Sørg for variation i kosten og undgå overspisning

Spis flere grøntsager og frugter

  • Gerne 600 g dagligt – Gerne mest grøntsager

Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk

  • Begræns rødt og forarbejdet kød. Spis fisk og bælgfrugter i stedet.
  • Inkludér linser, bønner og kikærter som proteinkilder

Spis mad med fuldkorn

  • Vælg fuldkornsprodukter som rugbrød, havregryn og brune ris
  • Gå efter fuldkornslogoet på brød, pasta, ris og morgenmadsprodukter

Vælg planteolier og magre mejeriprodukter

  • Brug fx rapsolie og olivenolie frem for smør
  • Vælg mælk og yoghurt med max 1,5 % fedt og ost med lavt fedtindhold

Spis mindre af det søde, salte og fede

  • Skær ned på slik, sodavand, kager og færdigretter
  • Undgå for meget salt i maden

Sluk tørsten i vand

  • Vand bør være din primære tørstslukker – ikke sukkerholdige drikke

(Fødevarestyrelsen, 2021)

Få svar på dine spørgsmål

Bæredygtighed

På Sclerosehospitalerne arbejder vi aktivt med bæredygtighed, blandt andet ved at minimere madspild gennem genanvendelse af rester til nye retter.

Vi prioriterer økologiske basisvarer som mel, gryn, mejeriprodukter samt frugt og grønt, og har opnået det økologiske Spisemærke i Bronze. Desuden vælger vi årstidsbestemte, danske og lokale råvarer for at sikre kvalitet og bæredygtighed