Alle vil naturligt gøre sig en del tanker og overvejelser, inden de kaster sig ud i projekt BARN. Og når du har sclerose oveni, vil der højst sandsynligt være endnu flere tanker – for nogle bekymringer – i forhold til det at skulle være gravid og bære et barn i en krop, der i forvejen måske har lidt rigeligt at bakse med.
Derfor har vi fanget overlæge ved Dansk Multipel Sklerose Center, Melinda Magyari, til et par hurtige spørgsmål om graviditet og sclerose, så du kan få svar på det mest presserende. Men husk også at tal med din scleroselæge, hvis du overvejer snart at skulle være gravid. En del ting er nemlig individuelle, og din scleroselæge er den bedste til at vide, hvad der fungerer for lige præcis dig.
Må jeg være på sclerosemedicin, når jeg er gravid?
Nogle typer sclerosemedicin er det muligt at fortsætte med under graviditeten.
Må jeg være på sclerosemedicin, når jeg ammer?
Det samme gælder for amning; at nogle typer sclerosemedicin er ammevenlige.
Er det rigtigt, at kroppen “holder” på sclerosen, når jeg er gravid?
Det er rigtigt, at kroppen “holder på” sclerosen under graviditeten. Når du er gravid, vil din krop automatisk dæmpe dit immunforsvar for ikke at afstøde barnet. Det betyder, at attakhyppigheden vil falde under graviditeten.
Hvad så efter graviditeten – vil sclerosen så komme tifold tilbage?
Nej, efter graviditeten vil din attakhyppighed fra før graviditeten vende tilbage. Ikke med tilbagevirkende kraft.
Er det en stor belastning for min krop at være gravid, når jeg samtidig har sclerose?
Nej. Din sclerosekrop vil ikke være ekstra belastet, fordi du er gravid.
Hvad gør jeg i forhold til min sclerose, når jeg gerne vil være gravid?
Snak med din scleroselæge, inden du bliver gravid, så I sammen kan planlægge behandling til før, under og efter graviditeten. På den måde sikres det, at sygdommen holdes nede på bedste vis.