Bringer Eske Willerslevs verdensberømte DNA-forskning os tættere på forståelsen af sclerose?

For 5.000 år siden vandrede nomadefolket Yamnaya til Nordeuropa, og med sig bragte de genet med den mundrette betegnelse, HLA-DRB1*15:01. Det har vi kunne læse i aviser i hele verden, der har skrevet om den omfattende internationale kortlægning af de forhistoriske folkevandringer. Og med det spektakulære studie har vi fået en forklaring på, hvordan netop dette gen blev mere udbredt på vores breddegrader end andre steder i verden.

Det særlige gen er tilfældigvis også velkendt som det mest markante risiko-gen i forbindelse med multipel sclerose, og det nye studie bidrager dermed måske med forklaringen på, hvorfor Danmark rangerer med verdens højeste forekomst af MS.

Men det har ikke altid været et gen, der var forbundet med sygdom. Tværtimod. Forskernes tese om, hvordan genet har vundet udbredelse er nemlig, at det beskyttede vores forfædre mod forskellige infektioner – og derfor overlevede flere bærere end ikke-bærere de tider, hvor infektioner var den store sundhedsrisiko.

Og hvad kan den nye viden så bruges til? Desværre ikke alverden, for selv om kortlægningen har gjort os klogere på, hvor vi kommer fra, og hvordan den øgede MS-risiko kom til norden, bringer fundet desværre hverken forståelsen eller behandlingen af sclerose videre, fortæller professor ved Dansk Multipel Sclerose Center Finn Sellebjerg.

“Vi vidste i forvejen, at dette gen var den største genetiske risikofaktor for at få sclerose, og det ændrer studiet ikke ved. Hvis de havde kunnet forklare i detaljer, hvilke mikroorganismer, der førte til selektionen, og hvilke infektioner, genet beskyttede imod, kunne det have givet en bedre forståelse af, hvad genet mere specifikt gør. Men det gør de ikke,” siger Finn Sellebjerg.

Kortlægningen har været ledet af den verdensberømte danske DNA-forsker og direktør for Centre of Excellence GeoGenetics ved Københavns Universitet, Eske Willerslev. Studiet er baseret på analyser af genetisk materiale fra tænder og knoglerester fra mere end 1.600 skeletter, udgravet i Europa og det vestlige Asien og med en alder på helt op til 34.000 år.  Det forhistoriske DNA er blevet sammenlignet med genmateriale fra 549.323 personer i den britiske database UK Biobank, og på den baggrund har forskerne kunnet demonstrere Yamnaraernes og genets vandring.

“Vores viden er for begrænset“

MS er og bliver en kompleks sygdom, og selv om Yamnaya-genet er associeret med en tredobbelt risiko for at udvikle sclerose, kan man også bære genet uden at få sclerose. Og man kan få sclerose uden at bære genet. Samtidig findes der 232 andre gener, der også er forbundet med en forhøjet MS-risiko – selv om risikoen ved langt de fleste af disse gener er betydeligt lavere. I alt er den genetiske faktor vurderet til at udgøre 30 procent af den samlede MS-risiko, mens miljø og livsstilsfaktorer er de væsentligste årsager. Læs mere om mulige årsager til sclerose her.

Eske Willerslevs forskerhold mener, at viden om risikogenerne potentielt vil kunne udnyttes til en bedre forståelse af sygdomsmekanikken bag MS. På sigt måske endda til individuel risikovurdering i forbindelse med sygdommen. Men foreløbig er vores viden om Yamnaya-genet for begrænset til det, fortæller Finn Sellebjerg: 

“Når kun 50 procent af alle med sclerose bærer genet, og 25 procent af alle raske også bærer det, kan man ikke bruge det til noget. Genet er fuldstændig ubrugeligt til diagnostisk testning, og det påvirker heller ikke prognosen for sclerose i nævneværdig grad, for det dukker ikke op blandt de gener, vi med sikkerhed ved, påvirker sygdomsforløbet,” siger han.

Studiet er dog formentlig det første, der viser rent molekylært, hvordan et sygdomsassocieret gen kommer ind i en befolkning, og Finn Sellebjerg betegner kortlægningen som et superspændende studie, hvis man interesserer sig for folkevandringer, og hvor vi kommer fra.

“Det er jo interessant at vide, at der er en lille smule neandertal-dna i vores arvemasse, og sådan er der mange ting, der er interessante uden at have nogen umiddelbar praktisk betydning ud over, at det kilder vores nysgerrighed og gør os lidt klogere på, hvem vi er,” siger Finn Sellebjerg. Men nogen stor forskel for nutidens sclerosepatienter, har fundet altså ikke. Fremtiden må vise, om det en dag vil forholde sig anderledes.