“Der er ingen, der nogensinde kunne finde på at sige børnebyrden”

“Ældrebyrden. Prøv bare at smage på ordet. Det er så nedværdigende, når politikere og medier bruger den betegnelse. Der er ingen, der nogensinde kunne finde på at sige ‘børnebyrden’, men når det drejer sig om ældre, kan man næsten få indtrykket af, at vi er så stor en belastning for samfundet, at man hellere vil sende os en pille, når vi fylder 80 år, så vi kan forlade verden, før vi bliver alt for besværlige. Og er vi ovenikøbet syge med sclerose eller alle mulige andre sygdomme, så er det endnu værre.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at det er den historie, der bliver fortalt. Vi er ikke værdiløse, vi udgør en kæmpestor værdi i det her samfund. Hvor mange af os
har ikke passet børn i tide og utide, så vores egne børn kunne få det hele til at køre rundt?

Langt de fleste ældre mennesker vil helst kunne klare sig selv, og det er en misforståelse, hvis man tror, vi ikke laver andet end at bede om hjælp. Selvfølgelig må man, når man bliver ældre, erkende, at fysikken sætter nogle grænser for en, men vi er ikke nogen homogen masse.

Jeg har gået med stok på grund af min sclerose i en del år, men i dag er stokken gået på pension. Jeg betragter det som et mindre mirakel, men på Sclerosehospitalerne siger de, at det nok hænger sammen med, at jeg har gået til gymnastik hele mit liv og trænet. Jeg gik især med stokken, da min mand blev ramt af kræft for mange år siden. Jeg brugte alle mine kræfter på at være der for ham.

Vi mødte hinanden i 1996. Hans kone var død, og da vi fandt sammen, troede vi, at vi to skulle blive gamle sammen. Allerede få år senere fik han kræft og blev desværre kun 66 år. Da jeg mistede ham, følte jeg mig lidt forfulgt af livet, men min holdning er, at man skal lære at tilgive, så jeg tilgav livet det, det indtil videre havde budt mig. Samtidig blev det min redning, at jeg var blevet mormor et par år forinden. Min datter har været alene med sin datter, mit barnebarn, og indtil for få år siden har jeg haft en ugentlig ‘mormordag’ med hende. I dag er hun 15 år, men vi står stadig hinanden meget nær. Hun er af og til bekymret for min sclerose. Jeg har lovet hende at blive meget gammel, og jeg håber virkelig, at jeg kan holde ord.

I dag har jeg en kæreste, og da vi mødte hinanden, var det svært for mig at fortælle, jeg havde sclerose – lige indtil han sagde, at han havde pacemaker, så måtte jeg også være ærlig. Nu er jeg efterhånden blevet en ældre dame, og jeg synes, jeg har et godt liv, hvor jeg stadig oplever en masse. Jeg rejser meget med min kæreste, maler, spiller klaver, træner og går til koncerter.

Jeg synes, at man har en forpligtelse til at vise de unge mennesker, der har fået samme tåbelige diagnose, som jeg har, at livet som ældre med MS kan være fyldt med indhold. Da jeg var ung, var det sværere for mig at leve med sygdommen. Omkring 10 år efter diagnosen kunne jeg ikke længere have hverken fuldtidseller fleksjob, så som 56-årig blev jeg førtidspensionist. Til at starte med var det forfærdeligt, og jeg følte mig koblet af livet. Når jeg mødte folk, der spurgte, hvad jeg lavede, var det tydeligt, at der ingen prestige var i at sige, at man var førtidspensionist. Heldigvis gav en god veninde mig det råd, at jeg i stedet skulle definere mig ud fra mine interesser: “Før var jeg pædagog, men nu maler jeg, spiller musik og rejser”, og det gav en helt anden dialog. Det hjalp meget.

Når jeg har haft det svært, har jeg altid skrevet til skuffen, som jeg kalder det. Det har været en god måde at komme af med noget på, for bare det, at man har flyttet tankerne ned på et stykke papir, gør, at man får dem lidt på afstand. Jeg har givet mig selv lov til at være ked af det og vred, og samtidig har jeg talt mig selv op i de tekster, jeg har skrevet. Men der er da dage, hvor jeg har skrevet om det, jeg kalder ‘lortedage’, og det synes jeg, at man skal have lov til. Min skuffe er fyldt med gode og dårlige dage. Men det er ikke noget, andre skal have del i, det er bare for mig selv.”