Sclerose er en uhelbredelig og fremadskridende sygdom, som rammer flere og flere danskere. Derfor er det afgørende, at vi kommunikerer relevant og engagerende til mennesker med sclerose, pårørende, medlemmer, frivillige, bidragsydere og alle de andre, der har sagen tæt inde på livet.
Som digital indholdsredaktør får du en central rolle i Scleroseforeningens kommunikation. Du får det redaktionelle ansvar for vores sociale medier og bliver samtidig den, der skaber sammenhæng og retning i vores digitale indhold på tværs af kanaler.
Du skal med andre ord både planlægge, prioritere og producere. Du driver den digitale planlægning, hjælper kolleger på tværs af organisationen med at finde den rigtige vinkel – og skriver og redigerer (sammen med kolleger) indhold til sociale medier.
Du får blandt andet ansvar for at:
- Have det redaktionelle ansvar for Scleroseforeningens sociale medier – fra planlægning og prioritering til publicering og udvikling
- Drive den redaktionelle planlægning, agere redaktør for dine indholdsproducerende kolleger og sikre, at de vigtigste historier når de rigtige målgrupper på de rigtige tidspunkter
- Afholde redaktionsmøder og vedligeholde årshjul og indholdsplaner, der også har øje for sclerosesagen og scleroseforeningen som organisation
- Sparre med kolleger på tværs af organisationen og omsætte deres viden og behov til relevant some-kommunikation
- Sikre høj redaktionel kvalitet og en tydelig Scleroseforeningen-stemme på tværs af kanaler
- Rådgive kolleger om indhold, målgrupper og kanalvalg i forbindelse med blandt andet fundraisingkampagner, medlemskommunikation og politisk kommunikation
- Samarbejde tæt med vores nyhedsbrevsredaktør og resten af Kommunikationsafdelingen om sammenhængende kommunikation på tværs af kanalerne
Vi forestiller os, at du:
Har flere års erfaring med digital kommunikation, og at du har et stærkt redaktionelt blik og er digital helt ind i fingerspidserne. Du kan vurdere, hvad der er en historie, hvem den er relevant for, hvilken vinkel der gør den interessant, og hvilken kanal og hvilket format den hører hjemme i.
Derudover håber vi, at du:
- Er en dygtig skribent og kan omsætte komplekst stof til klart og engagerende indhold
- Har forståelse for et moderne medielandskab og er nysgerrig på AI, GEO og nye digitale muligheder – så vores kanaler følger udviklingen
- Kan bruge data og performance til at kvalificere redaktionelle beslutninger
- Arbejder struktureret og kan bevare overblikket, når mange historier og behov konkurrerer om opmærksomheden
- Vil trives i en kommunikationsafdeling, der stadig er i proces digitalt og med din hjælp kan komme endnu længere
Som kollega er du god til at få samarbejder på tværs til at fungere. Du lytter til forskellige behov og har både en plan a og en plan b, men du tør også sætte en redaktionel retning og prioritere. Det er vigtigt, at du trives i rollen som den, der skaber overblik, retning og kvalitet sammen med andre.
Vi tilbyder:
En central rolle i Kommunikationsafdelingen med stor indflydelse på Scleroseforeningens digitale kommunikation. Du bliver en del af en fagligt ambitiøs afdeling med korte beslutningsveje og engagerede kolleger, der brænder for at gøre en forskel for mennesker med sclerose.
Du får en stilling med stor faglig spændvidde – fra personlige historier om livet med sclerose til forskning, politiske dagsordener, fundraisingkampagner og kommunikation til medlemmer og frivillige.
Løn efter kvalifikationer, god pensionsordning og seks ugers ferie samt personalegoder som betalt frokost, sundheds- og tandforsikring, mobil og internet.
Om Scleroseforeningen
Vi er næsten 100 medarbejdere, hvoraf cirka 65 arbejder på vores sekretariat i Valby. Tonen er uformel, og vi lægger vægt på faglighed, fleksibilitet, trivsel og tæt samarbejde. Vi tager vores sag personligt og arbejder hver dag for en verden uden sclerose og for bedre vilkår for mennesker, der lever med sygdommen.
Din ansøgning:
Send din ansøgning og dit CV til job@scleroseforeningen.dk senest fredag den 25. september kl. 09.00.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Isabella Hundt Røhmann på ihu@scleroseforeningen.dk



