Kære brevkasse
Jeg er 42 år og fik konstateret primær progressiv sclerose i august. Jeg har igennem de sidste ca. 3 år primært oplevet forværring af min mobilitet og balance i benene.
Da jeg fik stillet diagnosen, havde vi et enkelt forsøg tilbage af vores sidste omgang fertilitetsbehandling. I samråd med neurologen besluttede vi, at bruge det og vente med at starte medicinsk behandling (Ocrevus). Ja, og nu venter vi sørme tvillinger! Vi startede selvfølgelig med at panikke – primært pga. min sygdom og vores alder. Vi har dog med tiden fået det ret meget vendt, synes jeg. Vi er stadig bekymrede for min mobilitet og overskud ift. det – men glæder os det meste af tiden. Jeg har ingen børn i forvejen – og er lykkelig for at kunne give mit barn en søskende.
Jeg har to spørgsmål til dig:
1) Jeg kan forstå, at sclerose patienter nu er kommet i risikogruppen i forhold til coronavirus. Vil du anbefale mig at blive vaccineret, selvom jeg er gravid?
2) I forhold til fødslen bekymrer jeg mig for, om jeg har de fornødne kræfter og energi til at kunne føde almindeligt. Hvad er din erfaring med sclerose patienter og tvillinger – almindelig fødsel eller kejsersnit?
Svar
Jeg forstår godt, at man kan starte med at gå i panik, når der så viser sig at være tvillinger, og man er ny med diagnosen, det er kun naturligt. Men jeg kan også høre, at du søger viden, og vender det med det netværk og de sundhedspersoner du har omkring dig, og det er bare så godt – også at du husker at glæde dig. Fortsæt endelig med det, for der vil hen ad vejen hele tiden opstå nye overvejelser, og så kender du vejen til at få dem bearbejdet og løst.
Gravide og ammende tilbydes ikke vaccinen, som det er nu. Det skyldes, at der endnu ikke er data nok fra forsøg med gravide og ammende. Det kan ikke udelukkes, at det bliver muligt senere, men det er altså ikke et tilbud lige nu.
Dit næste spørgsmål går på, om du har kræfter og energi til at klare en almindelig fødsel.
En udfordring ved fødslen for scleroseramte, er at en helt almindelig fødsel af et enkelt barn kan bestå i dage med småveer on/off, før fødslen rigtig tager fart. Det er i denne optakt, veer der er korte og hver især ikke gør voldsomt ondt. Men det forstyrrer søvnen og er samlet set udmattende i det lange løb.
En anden udfordring er, at når fødslen begynder rigtig at tage fart, bliver veerne så hyppige, at søvn er udelukket i de 4-12 timer det står på.
Tilsidst kommer pressefasen, der kræver alt hvad man har, men til gengæld kun varer en time. I dit tilfælde vil du skulle igennem pressefasen 2 gange, men det skal siges at 2. gang slet ikke bliver i nærheden af så udfordrende som presseperioden med det 1. barn. Det 1. barn har udvidet fødselsvejen for den næste, så det kræver kun en brøkdel af tid og kræfter at presse det 2. barn ud.
Disse tre udfordrende perioder kan man sørge for at tage brodden af i videst mulig omfang, så man kan sikre så meget søvn og hvile undervejs, og spare lidt på kræfterne. Det kan man gøre ved dels at afkorte længden af fødslens aktive fase, hvor man ikke kan få hvile, ved at stimulere veerne med medicin i et drop, hvis ikke den skrider hastigt frem af sig selv. Derudover kan man sørge for at smertelindre så effektivt som muligt, så man kan få hvilet og sovet så meget det er muligt undervejs. Under alle omstændigheder vil de formentlig sørger for, at du føder mindst 2 uger før termin, enten ved kejsersnit eller ved at sætte fødslen i gang. Igen, vælger de at sætte fødslen i gang, vil de sørge for god smertelindring undervejs.
Kejsersnit kan være et tilbud, men ikke nødvendigvis anbefalet. Det kommer an på mange ting, bl.a. hvordan børnene ligger, når man nærmer sig terminsdatoen. Man skal godt nok ikke igennem en udfordrende fødsel, men til gengæld et nogen gange udfordrende barselsforløb i stedet. Det er en snak du skal tage med jordemoder og læge på dit fødested, som vil fortælle dig nærmere om fordele, ulemper og fødestedets anbefalinger.
Jordemoder Joanna Bjørklund Rasmussen
Joanna Bjørklund Rasmusse
Joanna er uddannet jordemoder fra Danmarks Jordemoderskole i København i år 2000. Har siden arbejdet på Hvidovre fødeklinik, Glostrup fødegang, Holbæk fødegang og barselsgang samt Gentofte akut svangremodtagelse og barselsgang. Har praktisk erfaring indenfor såvel graviditet, fødsel og barselsperiode.
Har siden 2004 arbejdet med at samle viden om sclerose og graviditet, fødsel og barsel i en tværfaglig arbejdsgruppe, hvilket i 2007 udmundede i nationale retningslinier for hvordan gravide/fødende/barslende scleroseramte skal behandles i sundhedssystemet.