Anna Iben Hollensberg, der både er uddannet læge og naturmediciner, efterspørger en større nysgerrighed blandt lægevidenskaben, når det gælder alternative behandlingsmetoder – for patienternes skyld. Scleroseforeningens forskningschef Lasse Skovgaard er enig. For op mod 85 procent af de danskere, der lever med sclerose, benytter sig af komplementær medicin af forskellig art. Vi dykker ned i den danske tradition for alternativ behandling.
Her i Danmark er vi ”ualmindeligt lidt nysgerrige” på det alternative og komplementære behandlingsområde. Danske læger har slet ikke blik for, at der eksisterer en hel verden af alternativ viden og faglighed, der rækker ud over den konventionelle lægevidenskab. Det mener Anna Iben Hollensberg, der er heilpraktiker og speciallæge i almen medicin.
”I Danmark er der traditionelt set få læger, der ved nok om emnet til at turde begive sig ud i at tænke i alternativ medicin og behandling. Der er ikke et udbredt kendskab til de komplementære behandlingsmetoders potentiale i forhold til at understøtte patienter med meningsgivende behandlingsprotokoller,” siger hun.
Ifølge Hollensberg er danske læger meget lidt opsøgende på det alternative felt. Og det betyder, at Danmark sakker bagud på behandlingsområdet. Er det at lade patienterne i stikken? ”Jeg kan godt blive lidt bekymret for, at vi ikke er mere frit tænkende og undersøgende på patienternes vegne. Man skal ikke lade sig nøjes, når der eksisterer en hel verden af alternativer til den konventionelle medicin”. Alle
Sclerosepatienter er alternative
Ifølge en ny rundspørge blandt Scleroseforeningens medlemmer, har 53 procent procent af svarpersonerne inden for de sidste 12 måneder benyttet sig af en eller flere typer komplementær eller alternativ behandling. Og lægger man kosttilskud og naturmedicin oven i, så er antallet faktisk helt oppe omkring 80-85 procent, der inden for det seneste år har benyttet sig af komplementær medicin, mener Scleroseforeningens forskningschef Lasse Skovgaard:
”Der er ikke tale om engangsforsøg, men at mennesker med sclerose mere konsekvent benytter sig af noget, der ligger udover det konventionelle. For mennesker med sclerose er det en del af deres måde at håndtere sygdommen på, og det skal de naturligvis have hjælp til.” Når man lever med en kronisk, fremadskridende sygdom, hvor der ikke er nogen kur, så gør man selvfølgelig alt, hvad man kan selv for at bidrage til at holde sig i gang, stærk og modstandsdygtig og holde sygdommen på afstand. ”Og interessen har været stabil blandt sclerosepatienter i mange år, så der er ikke tale om døgnflue, der forsvinder igen,” uddyber forskningschefen.
De mest udbredte behandlingsmetoder blandt mennesker med sclerose i Danmark er naturmedicin og kosttilskud, mindfulness og meditation, yoga, alternativ massage (bindevæv) og særlige diæter. Og de primære årsager til, at mennesker med sclerose vender blikket mod det alternative er for at opnå større velvære generelt, at styrke kroppen, mindske træthed og bekæmpe smerter, herunder spændinger og kramper. Ingen gør det for at reducere antallet af attaks, og det siger selvfølgelig noget om, at sclerosepatienter er fuldstændigt klar over, at de alternative behandlingerne ikke har et helbredende formål.
”Sclerosepatienterne svarer, at de først og fremmest gør det for at styrke kroppen, styrke modstandskraften for at kunne stå bedre imod sygdommen. Og så gør de det for at dæmpe symptomer. Det er de færreste, de regner med at blive helbredt. Selvfølgelig er der også nogen, der håber at man inden for den komplementære og alternative behandlingsverden har fundet nogle teorier til at knække koden, så man får en varig bedring af sygdommen. Men det er ikke det, der fylder,” forklarer Lasse Skovgaard.Alle
Hyperindividualistisk tilgang
Anna Iben Hollensberg driver til hverdag Nordic College Of Natural Medicine, der er et privat uddannelsessted for alternativ og komplementær behandling. Tidligere har hun i en årrække haft en lægepraksis i Bjerringbro i Jylland.
”I dag arbejder jeg med analyser af kropslige systemer, som ikke nødvendigvis er koncentreret lige der, hvor symptomet er størst. Og det kan godt være lidt uforståeligt for mange læger. Men i virkeligheden er min tilgang ikke så meget anderledes, end da jeg var praktiserende læge, hvor jeg udskrev konventionel medicin til mine patienter, hvis du spørger mig.”
Hun har behandlet flere mennesker, der lever med sclerose. Og selvom det er en autoimmun fremadskridende sygdom, der ikke kan helbredes endnu, så handler det for Hollensberg om at danne sig et helhedsorienteret indtryk af sclerosepatienters samlede immunitet.
”Hvis man lægger sclerosediagnosen til side, så kigger jeg på, hvor patienten har nogle mangler, defekter eller svækkelser i kroppen. Jeg kigger for eksempel på, hvorfor den enkeltes immunsystem ikke er i stand til at reparere følgerne af Epstein-Barr-virussen. Det er ofte der, vi starter.”
I forskningsverdenen er der bred enighed om, at Epstein-Barr virussen er en underlæggende faktor for udviklingen af sclerose, men ifølge Hollensberg kan der også være andre grunde, også psykologiske, til at immunresponset generelt er svækket.
”Indenfor komplementær behandling har vi et mantra eller en grundlæggende forståelse for, at vi kigger på årsagsbehandling i stedet for symptombehandling. Det vil sige, at vi prøver at forstå livshistorien og roden til skaderne. Vi forsøger at spole tilbage til, hvornår kæden hoppede af, og hvornår det udviklede sig,” forklarer hun.
Hun arbejder ud fra en holistisk tilgang inspireret af den amerikanske tradition Functional Medicine, hvor man kigger på helheden, den samlede immunitet og evaluerer 360 grader rundt, mens man ”vender hver en sten”. ”Vi er inde og kigge på, hvad der gør, at immunforsvaret kan være forstyrret. Er der fødevareallergier, intolerancer og skjulte infektioner i mandlerne eller rundt omkring i kroppen? Som måske dræner kroppen, hvor den ellers skulle bekæmpe sclerose.”
Som naturmediciner er den grundlæggende tilgang ifølge Hollensberg, at kroppen som udgangspunkt er selvhelbredende. Kroppen vil altid søge mod ligestilling, normalitet og healing, fortæller hun. Men eftersom behandlingerne har et ”hyperindividuelt” afsæt, kan det være svært at systematisere komplementær medicin og behandlinger. Derfor behandles patienter sjældent ens.
Ikke nok patientsikkerhed
I den offentlige debat herhjemme har anerkendte danske læger i en årrække både kritiseret og advaret mod alternative behandlere, blandt andet i Berlingskes og Dagbladet Informations spalter.
Kritikken har gået på, kontrollen er utilstrækkelig, der ikke er nok patientsikkerhed – og slet ikke nok dokumentation og evidens for, at de alternative behandlinger faktisk virker.
Konkret argumenteres der for, at der på nuværende tidspunkt ikke eksisterer konkrete krav om viden, uddannelse om og erfaring med – kroppen, eller de sygdomme, alternative behandlerne mener at kunne behandle. Og som patient efterlades man uden hjælp til objektiv klageadgang og erstatning, som man ellers kender i det offentlige sundhedsvæsen, hvis en alternativ behandling skulle gå galt.
Ifølge forskningschef i Scleroseforeningen Lasse Skovgaard er der rigtigt nok ikke tilstrækkelig dokumentation til, at man kan svare på, hvad virker og hvad ikke virker for sclerosepatienter.
”Vi er et sted, hvor man kan få nogle indikationer på behandlinger, der virker. Men det er i sidste ende op til den enkelte patient – i samarbejde med sin læge, MS-sygeplejerske eller andre sundhedsprofessionelle at afprøve nogle behandlinger på baggrund af dokumentation af erfaringer og klinisk vejledning,” siger han.
”Man skal bare være sikker på, at der ikke er for mange bivirkninger og interaktioner med konventionel medicin.” Men det er ikke i alle lande, at alternativ medicin betragtes med så kritiske øjne som hertillands. Ud over at være udannet speciallæge i almen medicin fra Århus, har Anna Iben Hollensberg gennem årene taget uddannelser i England, USA og Schweiz.
”Mange gange har jeg undret mig over de nationale og kulturelle forskelle, der er i forhold til brugen og tilgangen til komplementær behandling og alternativ medicin. Der er store forskelle i den lægelige og terapeutiske tilgang i Danmark og udlandet. Det er tankevækkende, at lægers generelle nysgerrighed og interesse for det alternative og komplementære behandlingsområde er bevaret i blandt andet England, Tyskland og USA, hvor vi i Danmark er ualmindeligt lidt nysgerrige,” siger Hollensberg.
Kvaksalverloven, der ændrede alt
En af de helt store årsager til at vi sakker bagud på det alternative område i forhold til et naboland som Tyskland er nok, at vi i Danmark brød med en historisk tradition for brugen af komplementær medicin for cirka 200 år siden. I 1794 indførte Danmark nemlig kvaksalverloven, som gjorde det ulovligt at behandle sygdom, hvis ikke man havde en lægefaglig uddannelse. Og det skilte for første gang de alternative behandlere fra lægestanden – eller medicinere og kirurger, som de kaldtes dengang. Hvis man tænkte alternativt var man per definition en kvaksalver, og det var der selvfølgelig ikke mange læger, der ønskede at være. Indtil da fungerede præster, barberere og selvudlærte folk dog som læger. For de få uddannede læger, der fandtes, var stort set alle i de større byer, og folk havde ikke altid mulighed for at komme dertil.
Den historiske opdeling i lovgivningen på sundhedsområdet kan betyde, at det danske sundhedssystem er bygget op omkring et snævert fokus på konventionel lægevidenskab i form af ”farmakologi og kirurgi” – og at man ikke har valgt at undervise i komplementær medicin og behandling på lægeskolerne. Det var faktisk først i 1935, det blev lovligt for lægmænd at tage syge i behandling, selvom de ikke bruger receptpligtig medicin, foretager operative indgreb, bruger bedøvelse eller behandler smitsomme sygdomme og kønssygdomme.
Efterhånden er det alternative og komplementære felt blevet udvidet og accepteret gradvist i samfundet. I 1978 fik kiropraktorerne som de første blandt de alternative behandlere en overenskomst med Sygesikringen. Et årti senere blev de omfattet af Patientklagenævnet, og i 1994 opstod den første kiropraktoruddannelse ved Syddansk Universitet. På det tidspunkt havde Sundhedsstyrelsen allerede oprettet ’Råd vedrørende alternativ behandling’, og i løbet af 1990’erne åbnede en række sundhedscentre, hvor læger benyttede sig af både konventionel og alternativ behandling.
Fra 2000-2012 havde Danmark endda et Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB), som dog blev nedlagt, da der ikke længere var politisk opbakning til at finansiere det.
Skal vi være mere som Tyskland og USA?
Hvis vi kigger mod vores tyske naboland, har de modsat holdt fast i den brede behandlingstradition, der også rummer brugen af naturmedicin. Her arbejder de ud fra historiske erfaringer med traditionelle metoder, medicin og præparater.
”I den tyske lovgivning har de et regelsæt om, at når man har medicin og forskellige medikamenter, man har brugt gennem tiderne, og der er en tradition for anvendelsen inden for forskellige områder, så godtager man brugen af den. Hvis man historisk har brugt en bitte urt af en slags til brug mod smerter, så kan man få det godkendt til at være tilgængeligt på hylden over traditionelt anvendte præparater,” fortæller Anna Iben Hollensberg.
Man arbejder altså ud fra en pragmatisk tilgang til, at traditionel naturmedicin bliver accepteret i samfundet og gjort tilgængeligt for folk, hvis det har været ”brugt i folkemedicinen, blandt urtekyndige folk og befolkningen som helhed”.
Som supplement til den akademiske lægevidenskabelige uddannelse, eksisterer heilpraktikeruddannelsen i Tyskland. En lægmandsuddannelse, der tager udgangspunkt i naturmedicin og gammelkendte behandlingsmetoder, som er accepteret, fordi de er anvendt gennem generationer. Og så undervises der faktisk også i komplementær medicin på Witten/Herdecke Universitet. I Tyskland kan man nemlig som læge tage en to års naturmedicinsk overbygning på sin lægeuddannelse. Og så må man bruge de apotekermidler, som heilpraktikerne bruger.
I USA er anvendelsen af komplementær og alternativ medicin og behandling meget udbredt. I folkemunde kaldes traditionen for ’integrative medicine’ og ’functional medicine’ – komplementære behandlingsmuligheder, der er et integreret element i det amerikanske sundhedsvæsen.
Men i The Land of the Free er der helt andre interesser på spil. Ifølge Anne Iben Hollensberg er behandlingstilbuddene nemlig langt mere symptombehandlende og produktorienterede i forhold til den tyske – og danske tilgang. Det er nok fordi, at sundhed er ”forsikringsdrevet på en ekstrem måde”, forstået som, at der er store private kommercielle interesser bag både den konventionelle og naturmedicinske industri. Hvis man fejler noget i USA, så er tendensen at man bliver tilbudt et hurtigt ’fix’. Og det er med til at skævvride den ”rolige objektivisering af tingene, som vi godt kan lide i Europa,” siger Hollensberg.
”I Danmark har vi heldigvis en offentlig sektor, som afbøder noget for den skævvridning, der kan komme,” forklarer hun. Til gengæld kan en fordel ved det amerikanske (og tyske) sundhedsvæsen være, at den offentlige sektor ikke er lige så stærkt bestemmende for, hvad man for eksempel antager som god lægeskik.
Hvor der i Danmark hersker en sundhedspolitisk diskurs om, at ”Sundhedsstyrelsens retningslinjer nærmest betragtes som gældende lov frem for vejledning”, så forsøger man i USA at finde en vej, der er tilpasset den enkelte patient, forklarer hun.
”Både de tyske og amerikanske læger er altså lidt mere fritænkende – og tværgående i forhold til brug af et bredt spektrum af metoder, mediciner og præparater. Det betyder efter min erfaring, at lægerne i udlandet er lidt mere undersøgende og lidt mere indstillet på at behandle på patientens præmisser.”