“Hvis vi ikke gør noget, vil sprækkerne i vores sundhedsvæsen blive afgrundsdybe”

I et stort lyst lokale på Sclerosehospitalet i Haslev er medlemmer af Scleroseforeningen og patienter på hospitalet langsomt ved at tage plads på lange, lige stolerækker. Nogle kommer med hjælpemidler af forskellig art, og der omrokeres for at gøre plads til alle. De er dukket op for at lytte til formanden for Regeringens Sundhedsstrukturkommission, Jesper Fiskers, tanker om fremtidens sundhedsvæsen. Han har takket ja til at høre, hvad Scleroseforeningens medlemmer har på hjerte, selvom hans kommission i denne tid har rygende travlt med at udarbejde de endelige bud på modeller for, hvordan vores sundhedsvæsen kan komme til at se ud i fremtiden.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi – mennesker med sclerose i Danmark – i dag får muligheden for at fortælle dig, hvad der betyder noget for os, der lever med en kronisk progredierende, invaliderende sygdom.

Malene Kappen Krüger, næstformand i Scleroseforeningen

Næstformand i Scleroseforeningen, Malene Kappen Krüger, byder Jesper Fisker velkommen og sætter rammen for dagens snak.

“Jeg synes, det er vigtigt, at vi – mennesker med sclerose i Danmark – i dag får muligheden for at fortælle dig, hvad der betyder noget for os, der lever med en kronisk progredierende, invaliderende sygdom. Os, der helt ufrivilligt har fået sundhedsvæsenet som en vigtig partner og medspiller – sommetider modspiller – i for manges vedkommende årtier af vores liv. Hvad er det, vi har brug for og ønsker os, for at vi kan fungere som hele mennesker,” siger hun, før hun giver ordet videre til dagens hovedperson

Styrk det nære sundhedsvæsen

Jesper Fisker går på, og han skal ikke tale længe, før det bliver klart, at en af de nødder, kommissionen ønsker at knække, er, hvordan vi i fremtiden kan styrke og forbedre det såkaldte ’nære sundhedsvæsen’. Men hvad dækker den betegnelse egentlig over?
 
“Det nære sundhedsvæsen består af den almene praksis, kommunerne og mange andre sundhedsaktører såsom apoteker, fysioterapeuter, diætister osv. Med andre ord er det alt det, der foregår udenfor sygehusene, men i tæt samarbejde med sygehusene,” forklarer Jesper Fisker.

Jeg lover jer, at vi skal nok have fokus på ikke at udsulte det specialiserede sygehusvæsen. Det er I, der har sclerose, afhængige af, og det er alle patienter.

Jesper Fisker, formand for Sundhedsstrukturkomissionen

Han peger på en graf, som viser, at vi i løbet af de seneste 20 år har set en positiv udvikling på det specialiserede område. Vi er blevet dygtigere, og det gælder for mange sygdomsområder, heriblandt scleroseområdet, hvor behandlingsmulighederne har rykket sig kolossalt – ligesom man blandt andet på kræftområdet, som Jesper Fisker repræsenterer til daglig, er nået utrolig langt. Det skyldes først og fremmest, at man har postet penge i det specialiserede sygehusvæsen, forklarer formanden, og at man i dag er nået et sted hen, hvor “kun de bedste må lave de mest avancerede behandlinger og indgreb,”.

“Hvis vi skal vende blikket mod de næste 20 år er udfordringen, at de patienter, der bliver rigtig mange af, er dem, der har mange kroniske sygdomme, og dem som er ældre, som har mange kontakter til sundhedsvæsenet, både til praktiserende læge og kommuner og sygehuse. Den andel af patienterne, der har kontakt til alle tre instanser, vil blive tredoblet inden for de næste 15 år,” siger han og understreger problemets alvor. 

“Hvis sygehusene fortsat skal sørge for, at alle de patienter bliver behandlet, bryder de sammen. Behandlingen bliver ikke god nok, fordi den ikke er designet til for eksempel kroniske patienter, der fejler mange ting på samme tid. Så vi skal lave et sundhedstilbud i fremtiden, hvor det nære sundhedsvæsen, i de tilfælde, hvor det er bedre for patienterne at blive behandlet uden for sygehusene, så tæt på eget hjem som muligt, bliver prioriteret,” slår han fast.

Først til foråret kan kommissionen præsentere sin endelige rapport med ‘mellem 1 og 5’ mulige modeller for fremtidens sundhedsvæsen. Af samme grund kan kommissionsformanden ikke over for de mange lyttende medlemmer af Scleroseforeningen pege på endelige løsningsforslag. Alligevel tør han godt afgive et løfte:

“Jeg lover jer, at vi skal nok have fokus på ikke at udsulte det specialiserede sygehusvæsen. Det er I, der har sclerose, afhængige af, og det er alle patienter,” siger han.

Sammenhæng på tværs

For at lykkes med at styrke det nære uden at sylte det specialiserede, peger kommissionen blandt andet på “forpligtende samarbejdsstrukturer,” som en del af løsningen. Og hvad ligger der så i det?

Jesper Fisker kommer med et eksempel:

“Vi bliver nødt til at turde at tage diskussionen om, hvordan for eksempel de praktiserende læger skal fungere i det sundhedsvæsen, de er en del af. Vi er nødt til at insistere på, at de i højere grad skal indgå i den kæde, der er på sundhedsområdet på en helt anden og mere integreret måde i fremtiden. Og det tror jeg godt kan blive noget, der vil blive diskuteret en del, fordi praktiserende læger har en lang tradition for at være lidt ’for sig selv’, og lidt ude på siden. Vi kommer til at lægge op til en tættere kontakt til det øvrige sundhedsvæsen i fremtiden.” siger Jesper Fisker.

Men det er ikke bare de praktiserede læger, der skal samarbejde mere på tværs, det er også de kommunale dele af sundhedsvæsenet såsom sygeplejen, hjemmeplejen, plejehjemmene osv. Præcis hvordan, kan Jesper Fisker ikke sige endnu, men han kan løfte sløret for at IT-infrastruktur ikke er helt uvæsentligt i denne sammenhæng:

“Vi skal se på rammerne for digitale løsninger i IT-infrastrukturen. Vi kommer formentlig til at anbefale, at der skal træffes centrale beslutninger om, hvad for nogle platforme alle aktører digitalt i sundhedsvæsenet skal kommunikere igennem. Der skal være en grundlæggende ens infrastruktur, som gør, at instanserne kan kommunikere sammen på tværs. I dag er problemet, at praktiserende læger har nogle systemer, sygehuse nogle andre og kommunerne nogle helt tredje. De af jer, der har kontakt til alle tre instanser, har sikkert oplevet, at de oplysninger, der er givet et sted, ikke nødvendigvis bliver videreført til de andre steder,” siger han.

Jeg tror de fleste af os er enige i, at vi skal bruge pengene klogest muligt. Problemet er, at det gør man langt fra alle steder i dag.

Jesper Fisker, formand for Sundhedsstrukturkomissionen

Et sundhedsvæsen med patienterne i fokus

Da Jesper Fisker er færdig med sit oplæg, starter dialogen med de fremmødte. Fingrene rækkes i vejret rundt om i salen, og det er publikummernes tur til at ytre sig.

En mand blandt tilhørerne får rakt mikrofonen.

“Jeg har for nylig fået frataget omkring halvdelen af min vederlagsfri fysioterapi. Jeg har en velfungerende hverdag, fordi jeg har kunnet modtage to gange vederlagsfri fysioterapi om ugen. Nu har jeg kun én, og jeg kan allerede nu mærke, at min fysiske formåen er reduceret. Når jeg laver øvelser, kan jeg ikke klare lige så meget,” siger han.

“Jeg anerkender, at man er nødt til at lave økonomistyring i vores sundhedsvæsen, og jeg tror de fleste af os er enige i, at vi skal bruge pengene klogest muligt. Problemet er, at det gør man langt fra alle steder i dag,” lyder Jesper Fiskers respons blandt andet.

En kvinde får efterfølgende ordet.

“Vi er flere sclerosepatienter i Guldborgsund, der er tilknyttet Glostrup Hospital. Jeg får et medicinsk præparat, som jeg hver tredje måned selv skal ind og hente i Glostrup. Tidligere blev medicinen sendt med patientbussen, og man kunne hente det på det lokale sygehus. Når jeg skal hente medicinen selv, kræver det Flexbus begge veje. Jeg tænker, det ville være både nemmere og billigere at sende det samlet med patientbussen, men en sygeplejerske har fortalt mig, at hvis de gør det nu, skal afdelingen (i Glostrup, red.) betale transportomkostningerne. Burde den udgift ikke følge den region, vi bor i?,” spørger hun.

“Det er sikkert nogle, der sparer noget, mens der så er nogle andre steder, der pludselig har en større udgift. Det er præcis sådan noget, vi også er blevet bedt om at kigge på. Hvordan får man understøttet den finansieringstænkning sådan, at den understøtter den sunde fornuft? For der er for mange eksempler, og dit er et fremragende eksempel, hvor man tager sig til hovedet, fordi det simpelthen ikke giver mening,” svarer Jesper Fisker.

Historierne fra salen er mange, og fælles for fortællingerne er, at de giver indtryk af, at det langt fra altid er patienten og patientens behov, der er i fokus.

“De patientfortællinger, jeg har hørt i dag, viser tydeligt, at vi har et sundhedsvæsen, der ikke tager udgangspunkt i patienterne. Mange oplever nogle problemstillinger, hvor man tænker: “Det kan simpelthen ikke være rigtigt”. Jeg gør, hvad jeg overhovedet kan for at være med til at lave en struktur som i hvert fald understøtter, at vi kan gøre det rigtige. Jeg tror ikke nødvendigvis, vi kan komme hele vejen rundt, men der er simpelthen for mange eksempler på, at det bliver et sundhedsvæsen på væsenets betingelser snarere end på patienternes betingelser, og sådan må det ikke være. Vi skal lave et sundhedsvæsen for patienterne,” lyder reaktionen blandt andet fra kommissionsformanden.

Til sidst er vi nået til det helt store spørgsmål. Et retorisk et af slagsen, som Jesper Fisker stiller sig selv: Vil kommissionens arbejde føre til noget?

Han holder en kort pause.

“Det er ikke til at vide, for kommissionsrapporter har det jo en gang imellem med at blive placeret på en hylde og glemt lidt. Men når jeg tror på, at vores anbefalinger har en chance for at blive til noget, hænger det blandt andet sammen med, at der er enighed om, at vi ikke kan lade være med at gøre noget, for hvis vi lader være, går det ud over vores sygehuse. Hvis vi ikke gør noget, ryger balancen, og så vil de sprækker, der allerede er i vores sundhedsvæsen – som er et meget presset sundhedsvæsen – blive afgrundsdybe. Det er vi enige om i kommissionen, men der er også en faglig og folkelig bred accept af, at der skal gøres noget nu. Og når det er tilfældet, er politikerne som regel også lidt mere modige,” slutter han af.