"Jeg prøver at være ærlig om mine følelser, men jeg har nok lidt en facade"

Jeg parkerer min røde Toyota Aygo på en stille villavej centralt i Charlottenlund. Den ser malplaceret ud blandt de øvrige biler i en af landets dyreste kommuner. I en stor rød murstens- villa med sprossede vinduer bor Helle Busck Fensvig og hendes mand, Jesper Toft Fensvig.

I offentligheden er hun kendt for sine imponerende roller i erhvervslivet gennem mere end 35 år, hvor hun har beskæftiget sig med alt fra investment banking og børsnoteringer til life science, biotek, bøger og bestyrelsesarbejde. Privat har hun spillet en anden, til tider langt mere udfordrende, rolle som på­rørende til sin mor, der levede med sclerose.

En tryg barndom

Navnet på Helles hoveddør tør jeg godt påstå, at mange kender. Måske fra en slentretur ned ad Strøget i København i nyere tid eller for mere end 100 år siden for dens sags skyld. I 1896 grundlagde Helles oldefar Arnold Busck nemlig det, der blev til boghandlerkæden med samme navn, da han åbnede den første butik i Købmagergade.

Da døren åbner, bliver jeg mødt af Helle og ‘nettohunden’ Fred. Jeg havde forestillet mig en kvinde i blazer som på de fleste billeder, jeg har set af hende, men hun ser anderledes afslappet ud i tøjet med en hvid T-shirt på og håret i en hestehale. Helle viser vej ind i sit store lyse spisekøkken, mens hun fortæller, at hun er vokset op et par gader herfra.

“Det var en meget harmonisk og rar barndom, hvor de venner, min bror og jeg fik i børnehaven, fulgte med over i skolen og videre på gymnasiet. Sådan nogle relationer, der udvikler sig til livslange venskaber,” fortæller hun.

Helle husker ikke meget fra tiden, før hendes mor, Svit, fik konstateret sclerose. Hun var kun seks år, og i hendes erindring fyldte symptomerne ikke særlig meget til at begynde med. I hvert fald ikke på en måde, der fik hendes barnetanker til at løbe afsted.

“Men min mor havde nogle symptomer, og derfor læste hun i nogle af de medicinske kompendier, vi havde liggende derhjemme, som blev udgivet på forlaget. Der har hun læst om sclerose og har genkendt symptomerne. Det var en ret ukendt sygdom i 1970’erne, så det var faktisk hende selv, der nævnte for lægen, at det kunne være sclerose. Derfor var hun også forberedt på at få beskeden. Og jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg tror, at hun var ret afklaret. Selvom hun vidste, at der uundgåeligt ville være progression i sygdommen, og at der ikke fandtes noget medicin,” siger Helle, som husker tilbage på sin mor som evigt positiv.

Jeg havde troet, at jeg var okay med, at hun fik fred, for det var det, hun ønskede. Men det er anderledes, når det sker. Det føltes ikke okay. Det var jo min mor

Helle Busck Fensvig

“Hun blev aldrig depressiv, som man let kunne være blevet med en kronisk sygdom, hvor prognoserne ikke var særlig fede.”

Helles far, Ole, havde som forlagsmand og tredje led i Busck-generationen lange arbejdsdage, så Helles mor var sammenhængskraften i hjemmet. Hun sørgede for, at tøjet var vasket, at køleskabet altid var fyldt, og for, at Helle og hendes bror trivedes. Hun var ikke hjemmegående, fordi hun havde sclerose, beslutningen var taget længe før. Sådan var familielivet nemlig bedst i balance.

“Det er svært at sætte ord på, hvad for en mor hun var. Verdens bedste, synes jeg jo. Folk har haft travlt med at stigmatisere den hjemmegående mor gennem årene, men det var et bevidst valg, som mine forældre tog, og det var trygt og dejligt, at hun altid var der. Jeg føler mig heldig at have haft en mor, der var så tilgængelig, og jeg nød at tale med hende. Hun var en klog kvinde med en god dømmekraft. Det er nogle kvaliteter, jeg har med mig og bruger i dag,” siger Helle.

Håbet om et gennembrud

Efter mange år i Helles barne- og ungdomsliv, hvor morens sygdom ikke fyldte meget, tog tingene en drejning midt i studentertidens mange fester og ubekymrede drømme om fremtiden.

“Til mit studentergilde hjemme hos mine forældre var hele min gymnasieklasse til middag, og festen var rykket ud på terrassen. Stemningen var god, men på et tidspunkt faldt min mor i et kokostæppe, der lå på terrassegulvet. Hun vrikkede om, og det har gjort hamrende ondt. Det var ikke noget, der skete i kulissen, det var midt under festen. Vi hjalp hende på benene og ned at sidde. Men det var bare, som om det ikke rigtig blev godt igen derfra, og jeg husker det som et vendepunkt i hendes sygdomsforløb. Det kan også være, jeg bare så det med andre øjne, fordi jeg flyttede hjemmefra og ikke længere så hende hver dag,” husker Helle, der stod midt i et ungdomsliv med tanker om uddannelse, studiefester og store valg.

Efter gymnasiet søgte hun ind på biokemi.

“Jeg håbede i mange år på, at der ville ske nogle gennembrud i forskningen, som kunne hjælpe min mor. Og da jeg besluttede at læse biokemi, forestillede jeg mig, at jeg en dag kunne komme ind i et firma, der forskede i centralnervesystemet. Men der var alt for meget matematik og kemi, og jeg kunne ikke se mig selv blive lærer eller forsker, som de fleste på uddannelsen blev.”

Overvejede du aldrig det oplagte – at gå i din fars fodspor?

“Jeg havde stor respekt for min fars arbejde, men en hverdag på forlaget forekom mig så kedelig. Hverken min bror eller jeg var interesseret i at gå ind i familievirksomheden. Og selvom vi vidste, at min far ville elske, at vi blev en del af hans verden, var han meget optaget af at fortælle os, at vi skulle følge vores egne drømme,” siger hun.

Helle skulle noget, hvor tempoet var højt, og hvor man var sikker på ikke at kede sig. Så hun søgte ind på CBS for at læse økonomi. Og med et studiejob i en bank blev Helle efter sin uddannelse ansat som investment banker og startede et arbejdsliv i højt tempo med aftener foran computerskærmen og weekendarbejde som den største naturlighed.

“Så blev jeg mor. Min mand og jeg fik vores datter, Eva, og det ændrede livet helt vildt. Før havde jeg fokus på mig selv og min hverdag, der var fyldt med arbejde, og nu stod jeg med mit lille barn i armene. Hun havde kolik og græd uafbrudt de første otte-ti uger,” siger hun.

Vi vidste jo godt, at hun en dag ville blive for syg til at blive passet derhjemme, men det var enormt hårdt at indse, at det var tid

Helle Busck Fensvig

Hvordan påvirkede det dit arbejdsliv, at du blev mor?

“Jeg var investment banker på det tidspunkt, og i det job var det ret normalt at tage til USA eller London, men det kunne ikke gå i forhold til familielivet. Mit pejlemærke har altid været, at jeg skulle kunne være med til at spise morgenmad med min datter. Det prioriterede vi rigtig højt, og i weekenderne værnede vi om vores privatliv, selvom jeg også arbejdede. Vi sov længe og blev i nattøjet til langt op ad formiddagen. Jeg tror, det blev vores redning, at vi ikke havde nogle særlige forventninger til, hvordan man skulle præstere og være familie,” siger hun. Og selvom Helles liv som mor stod i stor kontrast til det, hun selv var vokset op med, overvejede hun aldrig at gå hjemme med Eva, som hendes egen mor havde gjort med hende.

“Den åbenlyse forskel på mig og min mor var, at jeg havde karrieremæssige ambitioner. Den anden dag havde jeg en samtale med nogle kvinder fra et netværk, jeg er en del af, der hedder Women in life science, om, hvad præmisserne er for kvinder, der vil gøre karriere. Der er ingen tvivl om, at der i dag er mange flere familier, hvor begge forældre vil gøre karriere. På sin vis var mine forældre heldige, at det kun var den ene, der ønskede det,” siger Helle.

For Helle og hendes mand gik ligningen op, fordi Jesper, der oprindeligt var ansat i en finansvirksomhed, var meget læsende og havde et godt forhold til sin svigerfar, der foreslog, at han kunne få arbejde på familieforlaget, og der havde han langt mere fleksible arbejdstider end Helle.

Har I skullet forsvare jeres valg som forældre?

“Der var masser af mennesker omkring mig, der satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet kunne finde ud af at være mor, når jeg skulle arbejde så meget. De syntes, det var mærkeligt og urimeligt. Men det har vi altid været helt ligeglade med. Når jeg havde mindre travle perioder, var jeg den, der gik tidligt fra arbejde, hvilket andre kolleger havde svært ved, fordi de måske tænkte: ‘Er jeg vigtig, hvis jeg allerede går hjem nu?’. Vi var helt klare i vores overbevisning om, at børn kan blive passet lige så godt af deres fædre som af deres mødre,” siger hun.

En svær samtale

Mens der var fuld fart på Helles nye tilværelse som mor og karrierekvinde, blev hendes egen mor mere og mere hæmmet fysisk.

“Hun var ikke særlig mobil. Jeg tog meget ud til hende med min datter, Eva. Hun kunne ikke komme til mig, hvilket nok ellers havde været det naturlige, da jeg var nybagt mor. Jeg synes, hun var en fantastisk omsorgsfuld mormor, men praktisk kunne hun jo ikke gøre noget, og hun har for eksempel aldrig skiftet en ble på Eva eller været i stand til at løfte hende op, hvis hun græd. Men det var okay,” siger Helle og fortsætter:

“Eva har dog siddet på skødet af sin mormor, da hun var lille, og det har vi mange gode minder om.”

Jeg har svært ved at fornemme på Helle, om det har været sværere, end hun giver udtryk for, at se sin mor så begrænset – i livet og i rollen som mormor.

“Jeg prøver at være ærlig omkring mine følelser, men jeg har nok lidt en facade, måske fordi jeg har været leder en del år. Jeg kan godt have svært ved at stoppe op og mærke efter, men jeg har forsøgt at give mig selv rum til at sørge, samtidig med at jeg er meget professionel. For mig er det privat, og det er ikke noget, der skal fylde, når jeg for eksempel er på arbejde. Det ligger i en kasse herovre, så jeg kan være på og til stede,” siger hun.

Og når vi sidder her i køkkenet og taler, kan jeg godt mærke det beskyttende lag, hun har omkring sig. At jeg er en fremmed, der stiller nogle meget private spørgsmål. Måske handler distancen også om, at tiden og afstanden til hendes mors død gør det nemmere at holde følelserne ud i strakt arm.

Og så alligevel er der tidspunkter i Helles fortælling, som er sværere at se tilbage på end andre.

“At fortælle min mor, at hun skulle på plejehjem, var worst case. Vi vidste jo godt, at hun en dag ville blive for syg til at blive passet derhjemme, men det var enormt hårdt at indse, at det var tid,” siger Helle.

En aften, hvor familien var samlet i Helles barndomshjem, blev det tydeligt, at det ikke kunne gå længere.

“Vi havde spist middag, da der kom to plejere, som der gjorde hver aften, for at hjælpe hende op i seng. Men den aften, da de skulle flytte hende fra kørestolen og over i en trappelift, gled hun ud af deres arme. Hun kom ikke til skade, men da hun var lagt i seng, sagde de til os, at ‘det her tror vi simpelthen ikke fungerer mere’,” husker Helle, som sammen med sin far og bror besluttede at følge plejernes anbefaling.

Der var masser af mennesker, der satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet kunne finde ud af at være mor, når jeg skulle arbejde så meget

Helle Busck Fensvig

“Vi besluttede os for at tale med min mor om det, mens hun var indlagt på Sclerosehospitalet. Min far førte ordet. Han havde skrevet ned, hvad han skulle sige. Jeg kan huske, at han sagde til min mor, at vi jo havde talt om, at der ville komme en dag, hvor hun ikke kunne bo derhjemme mere. Og min mor svarede, at hun godt vidste, at den dag ville komme på et tidspunkt. Det var tydeligt, at hun ikke havde forstået, hvad han mente. Så en af os måtte sige, ‘den dag er kommet nu’. Det var megahårdt.”

Følte du skyld over at være med til at træffe den beslutning på din mors vegne?

“Jeg følte ikke skyld, jeg var bare rigtig ked af det. Og jeg har senere tænkt, at hvis jeg kunne klare at fortælle min mor, at hun skulle på plejehjem, så kan jeg klare mange ting. Næsten alt andet er på en måde nemt til sammenligning. Det sætter tingene i perspektiv,” siger hun og tænker lidt.

“Som pårørende kan man komme til at bruge for meget energi på, hvad andre tænker. For eksempel om, at vi valgte, at min mor skulle på plejehjem. Og det er måske med til at gøre, at man venter for længe med at tage det skridt. Da min mor flyttede, var grænsen nået for, hvor meget mere vi kunne hjælpe hende derhjemme. Det kan blive så forfærdeligt at være pårørende, så praktisk. Min far hjalp hende med alt. Serverede mad for hende, børstede hendes tænder, tog hendes smykker af om aftenen. Og han gjorde det hele så nænsomt, men til sidst var det sådan, at hvis det var mig, der gjorde det, var det meget bedre. Så var jeg en stjerne. Det må have været sindssygt hårdt at være i for min far. Derfor er det også vigtigt for mig at dele min historie, så andre i samme situation kan træffe den rigtige beslutning og bruge mere tid som pårørende og mindre tid som plejer.”

På plejehjemmet, der lå tæt på forældrenes hus i Charlottenlund, kom Helles far på daglige besøg, ligesom Svit havde mange loyale veninder, der kom og drak te og sludrede.

“Der var ikke andre med sclerose på plejehjemmet. Og der fandtes ikke et relevant tilbud til hende. Jeg ville ønske, at hun kunne være kommet et sted hen, hvor man vidste mere om sclerose. Min mor var kognitivt rask og frisk, men hun havde en krop, der ikke virkede. Det var svært for hende, at mange af de andre beboere var 80 år og havde demens. Jeg kan huske en af de få gange, vi fik hende med ud i en opholdsstue, hvor min datter var med. Der sad en sød dame, der stillede min datter et par spørgsmål, og når hun så havde fået svar på dem, startede hun forfra. Da hun havde gjort det tre gange, sagde min datter, ‘mor, hvorfor spørger hun hele tiden om det samme?’. Og det var jo også den oplevelse, min mor havde. Hun var selv et helt andet sted mentalt,” siger Helle.

Da jeg tog telefonen, og han fortalte, at nu var hun død, husker jeg bare, at jeg skreg

Helle Busck Fensvig

“Det føltes ikke okay“

Helles mor boede på plejehjemmet i fire år, men hun kom aldrig til at holde af at være der, og tilværelsen var indelukket og ensformig.

“Man dør jo ikke af sclerose. Men hun fik det værre og værre, hun havde gjort det klart, at hun ikke ville have livsforlængende behandling, hvis hun blev syg. Hun var afklaret med, at hun havde haft et godt liv, og hun havde set sine børn og børnebørn være godt på vej i livet. Men jeg ved, at hun ventede på, at hendes egen mor ikke var her længere, for det ville være unaturligt, hvis hun døde før sin egen mor. Og da min mormor så døde, gik der kun tre uger, så døde min mor også,” siger Helle.

Den måde, Svit kunne kontrollere sin egen skæbne på, var ved at stoppe med at spise og drikke. Det var ikke noget, hun nogensinde sagde højt, at hun havde besluttet. Men det var det, der skete. Og det kan ingen holde til ret længe.

“Jeg kan tydeligt huske den nat, hvor min far ringede. Han plejede at besøge hende hver dag efter arbejde, men denne gang var han blevet kaldt tilbage, fordi det var tydeligt, at hun ikke havde lang tid igen. Han havde siddet ved hende hele natten. Og da jeg tog telefonen, og han fortalte, at nu var hun død, husker jeg bare, at jeg skreg. Jeg overreagerede på en eller anden måde. Jeg havde troet, at jeg var okay med, at hun fik fred, at det var det rigtige, for det var det, hun ønskede. Men det er anderledes, når det sker. Det føltes ikke okay. Det var jo min mor. Jeg var helt overrasket over den lyd, der kom ud af mig. Jeg kan huske, at min far satte et smykke, min mor havde haft på, om min hals, da vi så hinanden et par timer senere,” fortæller Helle og lader fingrene glide hen over en guldkæde med et lille vedhæng, der hænger om hendes hals.

“Jeg så min mor på plejehjemmet, efter at hun var død. I ugerne op til havde jeg jo set hende få det dårligere og dårligere, så det var fint og egentlig fredfyldt at se hende ligge der. Jeg ville ønske, at jeg havde haft hende i meget længere tid. Men jeg er glad for det, jeg tager med mig. Hendes ordentlighed og evnen til at stå ved sig selv og sige fra for eksempel,” siger hun.

“Der er nogle punkter, hvor vi ligner hinanden meget, og selvom det er 21 år siden, hun døde, føler jeg stadig en stærk forbindelse til hende. Nogle gange på sådan en måde, hvor jeg har det, som om jeg er på indersiden af min mors hjerne, hvor jeg ved præcis, hvad hun ville have tænkt eller gjort i situationen,” siger Helle.

Jeg har forsøgt at give mig selv rum til at sørge, samtidig med at jeg er meget professionel

Helle Busck Fensvig

Et nyt kapitel

I 2010 trådte Helle, modsat hvad hun havde svoret som ung, ind i familievirksomheden som administrerende direktør i Arnold Busck. Men i 2020, fra den ene dag til den anden, var det slut.

“Bogbranchen var en branche i transformation, og det tiltrak mig. Og der var mange ting, der gik rigtig godt i mange år. Men der var også udfordringer, og da coronakrisen kom, blev det dræbende,” fortæller Helle om den sidste tid, hvor banken lukkede kassen i og tvang Helle til at lade virksomheden gå konkurs, kun få dage inden lønkompensationspakkerne kom.

“Min far var død året inden, men jeg tror, han ville have vidst, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at undgå det. Jeg er glad for, han ikke skulle opleve det. Det var utrolig hårdt, også for mit eget ego. Jeg har levet af at rådgive om at have styr på likviditeten, så det var jo et fuldstændig forfærdeligt nederlag på den måde. Alligevel var jeg i stand til at tænke, ‘det er ‘bare’ en virksomhed, det er ikke liv eller død’,” siger hun.

Efter krisen havde Helle følelsen af at stå mellem to liv. Et, der var ved at blive afviklet, og et, der var ved at forme sig. Så hun besluttede sig for at fokusere på det, hun selv kunne påvirke.

“Jeg tog en bestyrelsesuddannelse, fordi jeg havde erfaring med det i forvejen, og jeg besluttede mig for at arbejde lidt mindre. Lukke computeren om aftenen og holde fri i weekenden.”

Og det har givet plads til at prioritere andre ting. Blandt andet tid med det barnebarn, Helle netop er blevet mormor til, og muligheden for at gå tidligt for at hente ham i vuggestuen, når den tid kommer.

“Der er en helt fantastisk ny rolle, som jeg vil skabe tid til, og som jeg nyder at lære at kende. Jeg har allerede sagt i nogle arbejdssammenhænge, at jeg ikke skal have flere opgaver, for jeg skal have god tid til at være mormor!”