"Når jeg kommer hjem til min mor, så er jeg der fucking"

Da Sylvester Byder var barn, skreg han sig hæs i skoven. Med et sværd i hånden og soldater og heste på nethinden forestillede han sig, at han kæmpede side om side med Mel Gibson i storfilmen ‘Braveheart’. Andre gange var Mel Gibson valgt fra til fordel for Brad Pitt i ‘Troy’, men metoden var den samme. En fantasiverden med en enkelt krigerisk beboer.

Dengang var han fantasifuld, fyrig, følsom. I dag er Sylvester Byder det samme. Han bruger, så vidt vides, ikke lige så meget tid i en skov med et sværd i hånden, som han gjorde dengang. Men 25-årige Sylvester drømmer stadig. Han går også stadig helhjertet ind i alt, han giver sig i kast med. Han gider ikke gøre noget, han ikke brænder for.

Han arbejder som skuespiller, på et bosted for udsatte børn og unge, som instruktør og som kontaktperson for nogle unge drenge, der har det svært.

Den ene dag bruger han på at diskutere med en beboer på bostedet, om den carbonara, de skal lave til aftensmad, skal være amerikansk (med fløde) eller italiensk (med æg).

Den næste dag pitcher han en spillefilm, han har skrevet på i to år, til en anerkendt producer i den danske filmbranche.

Et liv med kontraster kalder han det selv.

“Kontraster er noget af det smukkeste i livet. Kontraster er jo sådan et tveægget sværd. Det er både noget af det, der kan gøre os allermest kede af det, og det er også noget af det, der kan gøre os allermest lykkelige,” siger han.

Det er hans mors kroniske sygdom også blevet en påmindelse om.

“Sclerose er en sygdom, der er farlig at leve med, og en sygdom, der kan reducere ens livsglæde. Men det gør måske også, at når andre sidder og drikker et glas vin med deres mor, så kan det være for mig nogle gange, at det glas vin med min mor faktisk er lidt bedre, fordi hun har sclerose. På grund af den kontrast. Så det synes jeg er fantastisk. Faktisk.”

Lige nu ved jeg, at min mor har det godt. Fordi hun skrev til mig i går aftes, at hun har haft en god dag. Og så er det det, jeg forholder mig til

Sylvester Byder

At Sylvester er blevet skuespiller, er nok ikke helt tilfældigt. I hvert fald ernærede både hans mor, Anne Sofie Espersen, og hans far, Søren Byder, sig som skuespillere i hans opvækst. De fik tre børn sammen, hvor Sylvester er den ældste, inden de gik fra hinanden, da Sylvester var syv år gammel.

“Det var, hvad det var. Det er jo sådan, det går en gang imellem,” siger Sylvester om bruddet og trækker lidt på skuldrene.

“Altså, selvfølgelig var det også hårdt. Men når jeg tænker tilbage på min opvækst, så er overskriften, at den har været rigtig god,” uddyber han.

Han fortæller, at nogle af de bedste minder fra hans barndom er, når han er blevet introduceret for en ny søskende. Sylvester er i dag den ældste i en søskendeflok på 10, så sent som for et halvt år siden fik han endnu en lillesøster, og det er en stor del af hans identitet at være storebror.

“For mig er det at være storebror at turde tage en chance, fordi jeg jo ikke har nogen, jeg kan kopiere. Så det er at prøve at forstå mine mindre søskende så godt som overhovedet muligt. Man skal give sine søskende en følelse af at blive hørt. Det er det allervigtigste. Og så tror jeg, at de alle sammen vil skrive under på, at hvis de har brug for mig, så står jeg der på pletten. Ligegyldigt hvad det er, eller hvornår det er.”

“Ring lige”, stod der i en SMS, der tikkede ind på Sylvesters telefon. Han var 18 år gammel og i biografen med en ven. Hans mor havde forsøgt at ringe til ham lidt forinden, men han tog den ikke, fordi, ja, han var jo i biografen.

“Du bliver nødt til at komme hjem,” var beskeden, da han ringede tilbage, for hun kunne ikke rejse sig op. Helt slukket fra navlen og ned. Han skyndte sig hjem, hjalp sin mor på toilettet og puttede hende i seng. Han skød to hurtige spørgsmål afsted.

“Vil du have vand?”

“Nej.”

“Vil du sove?”

“Ja.”

“Okay, godnat mor.”

Og så satte Sylvester sig i sofaen og ventede. Drak kaffe, så han ikke faldt i søvn, hvis hun nu skulle få brug for noget, og holdt sig vågen hele natten.

“Vi vidste ikke, hvad det var på det tidspunkt. Lidt senere fandt vi selvfølgelig ud af, at det var sclerose, og at hun havde fået et attak. Men i situationen var jeg ikke bange eller nervøs for, hvad der skete. Jeg fokuserede bare på at gøre det bedst muligt og at løse problemet,” siger Sylvester om episoden.

Jeg spørger ham, om han følte, at han skulle tage ansvar for sin mor.

“Jeg følte ikke, at jeg skulle tage ansvar. Jeg tager ansvar. Helt bevidst. Det er et overlagt mord. Jeg tager styring, kontrol og ro på. Måske er det, fordi jeg er storebror. Måske er det på grund af alle de kontraster i mit liv. Jeg ved ikke hvorfor.”

Onsdag eftermiddag, 15 minutter efter det aftalte tidspunkt, fordi han ikke kunne finde sine nøgler, træder Sylvester ind på Kultorvet.

“Skal vi drikke en kop kaffe?” foreslår han og skridter målrettet mod 7-Eleven.

Han fylder sort filterkaffe i en kop – “ved du godt, at man kan få en stor drikkevare til at være i en lille kop?” spørger han med et snedigt smil og går op og smækker papkruset på disken.

Ekspedienten bag disken slår kaffen ind med naborabat, inden han når at sige noget. Han går med lange skridt ud af butikken igen, krydser torvet og peger op på den lejlighed, han deler med tre andre gutter.

Med den sorte kaffe i den ene hånd og en tændt cigaret i den anden hånd fortæller Sylvester, at det er det tredje eller fjerde sted, han har boet, siden han flyttede hjemmefra. Og at han i øvrigt også er flyttet en del i sin opvækst.

Det første sted var en lejlighed på Christianshavn, Sylvester lejede, da han var 18 år gammel. Den var fed, overdrevet dyr i husleje, og han var nærmest aldrig hjemme, fordi han var i gang med at optage både ‘De forbandede år’ og ‘Erna i krig’ og pendlede mellem Estland, Belgien og Danmark.

“Sylle, skal jeg ikke bare have nøglen? Du er alligevel aldrig hjemme,” spurgte en af hans venner, og så blev det sådan, for det havde vennen jo egentlig ret i.

Vennerne havde større fornøjelse af de flotte omgivelser på den attraktive adresse i et par uger, end han selv havde, lige indtil der begyndte at komme lidt for mange naboklager om højlydte fester.

“Vilde tider,” kalder Sylvester det selv, mens han smiler.

Det er lidt tidligt at flytte hjemmefra som 18-årig?

“Ja, måske. Men jeg har jo ikke rigtig haft nogen at se op til, hvad det angår, fordi jeg er storebror i min familie. Jeg har ni mindre søskende, ikke? Så jeg har ikke kunnet se på, hvad andre i familien gjorde, jeg banede bare min egen vej.”

Han tygger lidt på det.

“Mit valg om at flytte hjemmefra kommer jo nok af, at jeg har forstået, at jeg skal leve mit eget liv for at være der for dem, jeg elsker. Livet er jo ensomt. Der er mange mennesker, der går rundt og pleaser og gør alt muligt for hinanden hele tiden uden at tænke på sig selv. Men jeg har sagt: Hvis jeg skal finde ud af, hvem jeg er, så må jeg finde ud af det alene. Gå den vej helt alene. Og det er fantastisk. For det gør, at jeg kan mærke, hvad jeg har lyst til. Det opsummerer måske også meget godt min tilgang til sclerose. Jeg er meget mere ressourcestærk, når jeg lever mit eget liv. Jeg fyrer den af, alt muligt. Og så når jeg kommer hjem til min mor, så er jeg der fucking.”

Sylvester Byders mor er med Sylvesters egne ord en tough cookie. En dieselbil, der bare bliver ved med at køre. Det gjorde hun også, da hun fik konstateret sclerose i 2019, og fra det ene minut til det andet begyndte hun at leve sundt. Det var ikke noget, hun annoncerede. Hun gjorde det bare. Sylvester lagde ikke mærke til forandringen. Maden, der blev sat på bordet, var den samme som altid. Men Anne Sofie spiste bare selv kun salaten.

“Det siger noget om, hvem min mor er. Det handler om at blive ved med at gå ligeud og lade være med at stoppe op og danse med frygten. Det er vildt sejt. Hun har bare handlet, handlet, handlet. Hun tog det sindssygt seriøst og begyndte bare med det samme. Det var et godt valg, hun tog der, og det efterlod ikke rigtig rum til bekymring.”

Den måde at tackle livet på har Sylvester også taget til sig, og i kølvandet på sin mors diagnose gjorde han det samme som hende:

Kørte videre.

“Jeg havde ikke en eller anden vild reaktion på, at min mor pludselig blev syg. Det ville jo bare være mere pres, hvis jeg skulle vække min mor om natten, fordi jeg havde drukket mig for fuld et eller andet sted. Eller havde ladet være med at lave mine lektier. Eller var blevet uvenner med mine søskende eller mine venner. Jeg tænkte: Nu er det sådan, det er, og så er det bare videre i teksten.”

Har du nogensinde brug for at tale om, at din mor har sclerose?

“Vi taler om det i familien. Det er en følelse af omsorg, at nogen forstår præcis, hvordan jeg har det. Så det er virkelig, virkelig rart, at jeg kan tale med min familie om det og få den følelse. Men ellers taler jeg ikke så meget om det. Måske kan jeg finde på at nævne det over for en ven. Men jeg tror altså, man skal passe på med at tro, at det at blive hørt er det samme som at blive forstået. For det er to meget forskellige ting i min verden. Jeg vil kunne fortælle dig alt muligt i to timer, men det er ikke sikkert, at jeg på noget tidspunkt vil føle mig forstået. Jeg havde og har ingen forventning om, at der er nogen, der forstår, hvordan det er at have en mor, der har sclerose, når de ikke selv har en. Så af helt naturlige årsager ville jeg slet ikke opsøge omsorg der, hvor jeg ikke kan få den.”

Jeg er meget mere ressourcestærk, når jeg lever mit eget liv. Jeg fyrer den af, alt muligt. Og så når jeg kommer hjem til min mor, så er jeg der fucking

Sylvester Byder

På en mørkegrøn bænk med udsigt til Slotsholmkanalen fisker Sylvester en ny cigaret frem fra en krøllet pakke, han har i lommen. Han er ved at fortælle om dengang, han blev smidt ud af gymnasiet, to måneder inde i 3.g. Det var fair nok, mener han selv, for han kom aldrig til timerne.

Grunden til det tårnhøje fravær var, at Sylvester havde hovedrollen i den danske teateropsætning af den norske hitserie ‘Skam’, og han brugte markant mere tid på de skrå brædder end på gymnasiets gange.

“Og det var jo endnu en kontrast. Og en kontrast, der nok i virkeligheden blev for stor.”

Han griner.

“Mine venner sad til spanskundervisning og snakkede om at aflevere stile til samfundsfag, og jeg sad på Aveny-T og forhandlede løn med Jon Stephensen (den daværende direktør på det københavnske teater Aveny-T, red.) og havde voksne kollegaer og en voksenløn.”

Han tager et hiv af sin cigaret.

“Ville det ikke være helt vildt irriterende, hvis jeg fik alt, jeg sagde i det her interview, til at handle om kontraster?”

Efter to sæsoner af ‘Skam’ blev Sylvester castet til at være med i DR-serien ‘Fred til lands’, og sidenhen har der sjældent været tomt i kalenderen.

Har det nogensinde været svært at holde jordforbindelsen for dig?

“Nej, aldrig nogensinde. Hvis du ændrer dig eller føler dig bedre end andre, så er det, fordi du er blevet overrasket. Men det er jeg ikke blevet, for jeg har spillet skuespil, siden jeg var 11. Så det er jo min virkelighed. Jeg har ikke været overrasket over, at jeg har fået alt det arbejde. Selvfølgelig er jeg taknemmelig og glad, men jeg har også arbejdet hårdt og opgivet at få en uddannelse eller have en plan B. Jeg har brugt de timer, hvor jeg kunne have kørt i studentervogn eller drukket kaffe med mine venner, på at øve replikker eller at sidde på et filmset på Fyn efter en hel dag med to voksne, der snakker om deres børn.”

Han fortsætter:

“Men forstår du, hvad jeg mener? At det der med at miste jordforbindelsen, eller at noget er steget en til hovedet, så er det jo, fordi man så har fået et chok over, at wow, skete det her for mig? Den havde jeg ikke set komme. Nå, nu skal jeg lige opfinde, hvem jeg er!”

Sylvester ved, at når hans mor bliver træt, så går hun lidt anderledes, fordi hun er følelsesløs under fødderne. I familien kalder de hende skywalker, fordi hun beskriver følelsen som at gå på skyer, og så fordi hun elsker filmen ‘Star Wars’. Og hvis hun er rigtig træt, så ved han, at han skal hjælpe hende i seng. Han ved, at hun bliver tjekket to gange om året. Han ved, hvor han kan hente hendes medicin oppe på Rigshospitalet.

“Man vænner sig jo til det,” siger Sylvester om sin mors sclerose.

Alligevel er han altid bekymret, når hun får svar på prøverne, om det er blevet værre eller bedre.

“Altså, jeg havde jo været psykopat, hvis jeg sagde andet,” siger han og smågriner lidt.

Hvor meget tænker du over, at din mor har sclerose?

“Altså, hvad jeg oplever, når jeg tænker på fremtiden, fortiden eller nutiden omkring min mor? Så oplever jeg inde i mig selv, at jeg nogle gange kan være tæt på at få ondt af mig selv. Og det er jeg ikke interesseret i, for det ved jeg, at jeg får det dårligere af. Hvis jeg begynder at tænke på fremtiden, så ved jeg, at min hjerne vil sige, at din fremtid er anderledes, fordi din mor er syg. Og jeg ved, at lige der så vil jeg gå hjem på mit værelse i stedet for måske at sætte mig ud i stuen med mine venner, fordi jeg lige skal tænke over det. Og så kører den, ikke? Så ekskluderer jeg mig fra fællesskabet. Fordi det bare er noget lort at gå alt for langt ud i fremtiden.”

Han trækker lidt luft ind og siger så:

“Prøv at høre, alt kan ske i fremtiden. Jeg kunne blive kørt ned om en halv time, jeg kunne blive stukket af en bi, eller jeg kunne blive ringet op med beskeden om, at jeg havde fået hovedrollen i den næste store Hollywood-film. Who knows? Og min mor kunne blive ramt af et attak, hun kunne også få kræft, eller hun kunne vinde i Lotto. Så bare fuck fremtiden. Eller ikke fuck fremtiden, men du ved, hvad jeg mener… Nutiden er langt mere interessant. Lige nu ved jeg, at min mor har det godt. Fordi hun skrev til mig i går aftes, at hun har haft en god dag. Og så er det det, jeg forholder mig til.”

Sylvester bliver stille i et stykke tid.

“Jeg forstår godt, at du leder efter den der krise hos mig,” siger han så.

“Jeg har oplevet nogle svære ting i mit liv, der i andres øjne kan lyde vilde. Men det er en historie til en anden dag. Men det er for, at du forstår, hvorfor jeg nogle gange kan stille mig selv spørgsmålet: Hvad er smerte egentlig? Det er der, det kommer fra. Jeg er bare klar. Jeg er overbevist om, at livet er skabt for at leve det, og at man ikke skal tænke for meget over, hvordan man skal leve det.”

Han læner sig frem og støtter albuerne på knæene.

“Men hvis vi leger med den tanke, at min mor på et tidspunkt får det rigtig dårligt, så ville jeg sørge for at behandle hende, som om hun var så normal som overhovedet muligt. Selvfølgelig uden at stille krav. Men jeg ville prøve at give det negative så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. Sygdommen er, hvad den er. Men der er virkelig også meget andet fantastisk i livet, man kan snakke om. Det vil jeg meget hellere.”

Den krøllede cigaretpakke er kommet på afveje. Vinden har fejet den væk fra bænken, uden at Sylvester har opdaget det.

“Hov, er det ikke min?” udbryder han pludselig og rejser sig. Der er en enkelt tilbage i pakken, som han tænder med det samme. Han begynder at gå med lange skridt i retning tilbage mod sin lejlighed. Sylvester går og overvejer, hvad han skal bruge resten af dagen på. Måske skal han fejre, at den anerkendte filmproducer er hoppet med ombord på den føromtalte spillefilm.

“Det er jo faktisk en forløsende dag for mig,” siger han.

Drømmer du egentlig om at blive instruktør? Eller hvad vil du gerne i fremtiden?

“Jeg vil godt ride på en hest en dag og smadre nogle statister i en stor spillefilm. Det gad jeg godt prøve. Og så selvfølgelig også at instruere mine egne film.”

Så det er faktisk tilbage til ‘Braveheart’-drømmen?

“Det er det. Men hvis det ikke er den, så tror jeg bare, at mine drømme for fremtiden er at prøve at smile lidt mere hver dag. For så føler jeg, at resten kommer af sig selv.”