Psykolog Trine Hjorth Bønnerup: "Med den kroniske sygdom kommer der naturligt en ekstra skrøbelighed ind i relationen"

Når Trine Hjorth Bønnerup, der er psykolog og ekspert i DR-programmet ‘Gift ved første blik’, skal forklare, hvad et godt parforhold er, starter hun med at komme med en disclaimer. “Det kan jo se ret forskelligt ud fra par til par”, svarer hun, men fortsætter så alligevel: “Hvis man skal definere det gode parforhold, så vil jeg sige, det er vigtigt, at det er to parter, som indgår i en ligeværdig relation med hinanden, hvor der selvfølgelig er kærlighed og respekt, og hvor man værner om den særlige forbindelse, man har til hinanden”. Den ligeværdige relation kan dog blive udfordret af flere forskellige ting, som man i parforholdet ikke selv kan styre. En af dem er kronisk sygdom.

En ekstra skrøbelighed

Når en kronisk sygdom som sclerose bliver en del af parforholdet, kan det bringe en skævvridring ind i en relation, der ellers tidligere har føltes ligeværdig. Trine Hjorth Bønnerup forklarer: “Med den kroniske sygdom kommer der naturligt en ekstra skrøbelighed ind i relationen, for sygdommen kan gøre, at den ene part får nogle særlige behov, mens den anden kan føle sig bundet til en omsorgsopgave”. Denne skæve dynamik kan føre til, at personen med den kroniske sygdom føler skyld eller skam over at belaste sin partner.

“Det kan være svært for den person, der er ramt af sclerose, at føle sig nødsaget til at pålægge sin partner et større ansvar, end vedkommende ellers ville, for man vil jo så gerne bidrage ligeværdigt i et parforhold, og når man ikke kan det, så kan det være en følelsesmæssigt kompleks position at være i. Man føler sig nemt mindre værd, da man som menneske har sådan brug for at føle sig betydningsfuld og hjælpsom over for andre”. Samtidig kan den pårørende føle sig presset af rollen som omsorgsperson og måske begynde at tilsidesætte sine egne behov. “Man kan som pårørende komme til at føle sig bundet til en omsorgsopgave for den anden. Og det er man jo for så vidt også. Det er i hvert fald blevet et spor i ens kærlighedsrelation, at man også er en omsorgsperson. Man ved aldrig, hvornår man bliver kaldt ind, og hvornår der er behov for, at man træder til, og det kan betyde, at man begynder at parkere sine egne behov og følelser. Og så kan det føles, som om man ikke har en ligeværdig plads i relationen – enten fordi man ikke selv tager pladsen, eller fordi man ikke får pladsen af den anden, fordi der er en slags undtagelsestilstand i det, som sygdommen kræver, og den har det med at trumfe alt andet”.

En fælles udfordring

Helt generelt anbefaler Trine Hjorth Bønnerup, at man som par skal se på sygdommen som en fælles udfordring for at undgå, at den skaber afstand og skyld hos begge parter. “Hvis man kan placere sygdommen som noget eksternt – en udfordring, der har klemt sig ind i parforholdet og har gjort noget ved begge parter – kan man bedre finde en fælles måde at håndtere den på og også at tale om den på en ligeværdig måde”, siger hun. Psykologen giver samtidig også nogle konkrete råd med på vejen til, hvordan man i hverdagen kan finde et ligeværdigt sprog for nogle af de udfordringer, man kan opleve. “Det kan hjælpe begge parter, hvis man sammen får etableret nogle klare begreber mellem sig for de måder, som sclerosen påvirker en på. Det kan være, at ens partner lider meget af fatigue, men at man vælger at kalde det for tåge-tilstand. Så kan man hurtigt selv sige: Jeg er lidt tåget lige nu, og så forstår den anden straks, hvad man mener. Det virker som en lille ting, men det kan regulere ret meget, når vi får et fælles sprog for tingene, for så kommer man også ind i en mere ligeværdig kontakt”, siger Trine Hjorth Bønnerup.

Hun nævner samtidig, at en anden måde at sikre den gode forbindelse i forholdet på kan være at huske at se hinanden i hverdagen, tjekke ind med begges behov og at sige tak. “Hvis man har en dag, hvor man som scleroseramt oplever fatigue, og man ikke kan overskue at have børnene, når de kommer hjem fra skole, så handler det i den situation om at tjekke ind med sin partner og spørge, om partneren kan tage børnene, også selvom man godt ved, at den anden har haft en lang, hård dag på arbejdet. For selvom begge godt ved, at opgaven bare skal løftes, så gør det en forskel, at man er blevet spurgt, og at der er en interesse for begges behov”, siger hun. “Nogle gange får man heller ikke sagt tak til sin partner i sådan en situation, fordi man har dårlig samvittighed over, at partneren bliver nødt til at påtage sig den opgave, og så bliver den ‘tak’ forbundet med følelsen af en uligevægtig relation, mens det i virkeligheden er et bevis på respekt og omtanke og er med til at skabe balance. For begge kan det være godt at huske, at det er sygdommen som har skabt ‘opgaven’, der pludselig skal løses, og at begge hellere ville være det foruden”.

Tabte drømme og nye veje

Når sclerosen har klemt sig ind i parforholdet, kan det være kilde til både sorg, frustrationer og udfordringer. Men det kan også blive en mulighed for at stå styrket tilbage og skabe et liv, hvor der er plads til begge parters behov og drømme. “Måske har man været sådan et par, der virkelig har elsket at tage på aktive ferier sammen. Som har drømt sammen om den næste ferie, man skulle på. Hvis den dør bliver lukket, fordi det ikke længere er muligt med de aktive ferier, hvem er man så? Og hvad skal man så?”, spørger Trine Hjorth Bønnerup og svarer selv på spørgsmålet: “Det er helt okay og meget forståeligt, at det føles sorgfuldt at skulle lukke sådan et kapitel i sit liv. Men når man har gjort det, kan man jo begynde at genopfinde, hvad man så har lyst til at drømme om sammen i stedet for”. Psykologen siger samtidig, at de udfordringer, man kan møde i et parforhold med kronisk sygdom, i sidste ende kan vendes til noget positivt. “Når man føler, at man har stået sammen i stormvejret, og man samtidig har følelsen af, ‘at jeg ved, at du ikke går fra mig, når jeg er allersvagest.’ – det gør, at når der kommer mindre vindpust i livet, så ved man, at man kan klare det sammen, og at man kan læne sig op ad hinanden”.