Gå til hovedindhold

Alkohol og Ocrevus

Spørgsmål

Pga store bivirkninger på Aubagio og nu aktive plaks ved min kontrol MR scanning - har min neurolog tilbudt mig det nye Ocrevus. Det lyder godt, når man læser om det både i forhold til måden det bliver givet på og den forventet virkning. Men nu et måske lidt ungedumt spørgsmål: Jeg er 29 år og går stadigvæk i byen med mine veninder og venner - alkohol har aldrig været godt for kroppen, men er nu en del af de få fester man tager til i løbet af året. Jeg kan ikke læse mig frem til nogen forsigtighedsregler omkring alkohol og Ocrevus.

På Aubagio fik jeg at vide, de sagtens kunne skelne mellem, om det var alkoholpåvirkning eller medicin i blodprøverne, hvis det kom dertil - men der har aldrig været noget, der har givet udslag. Kan I fortælle, om der er restriktioner i forhold til det?

Svar

Ved Aubagiobehandling skal man holde øje med blodprøver for bl.a. leverfunktion hver 14. dag de første 6 måneder efter behandlingsstart, fordi omsætning af medicinen kan påvirke leverfunktionen. Men det er heldigvis ikke sket hos dig. Ved Ocrelizumab er der ikke grund til så hyppige blodprøver. Selv om en læge jo ikke vil anbefale at man drikker meget (man skal holde sig til max. grænser i det af Sundhedsstyrelsen anbefalede forbrug), burde der ikke ske noget ved, at du koncentrerer de tilladte ugentlige genstande til weekenden. Jeg synes, du skal tage imod tilbuddet.