Gå til hovedindhold

Angst efter Gilenya

Spørgsmål

Jeg er startet på Gilenya medio august, og var velbehandlet med Lyrica mod angst op til Gilenya start. Jeg havde på daværende tidspunkt næsten lige været ved praktiserende læge for at følge op på min angsttilstand, og min læge og jeg var tilfreds med den dosis Lyrica, jeg var endt på, for jeg havde fået det godt igen og var stabil - men ca. 5 dage efter opstart på Gilenya, er det gået ned af bakke lige siden, og jeg er øget meget i Lyrica. Min egen fornemmelse er, at når jeg stiger i Lyrica, føler jeg mig påvirket "skæv" i nogle dage, og derefter vender angsten tilbage igen.

Jeg er ved at kaste håndklædet i ringen med hensyn til Gilenya, fordi min angst ingen ende vil tage føler jeg, og jeg syntes samtidig, at det er meget påfaldende, at den er blevet markant forværret siden opstart på Gilenya. Kan Gilenya neutralisere Lyrica's effekt, og bør jeg finde en anden type medicin? Jeg har været på Tysabri tidligere - også samtidig med Lyrica - og det gik rigtig godt, men min JC blev desværre meget høj lige pludselig. Jeg har ingen bivirkninger af Gilenya, men min angst er 10-doblet siden opstart.

Svar

Der burde ikke være interaktion mellem Gilenya og Lyrica, og dermed skulle de to stoffer ikke påvirke effekten af hinanden. Man må derfor gå ud fra, at Lyrica virker mod din angst, som det tidligere har gjort. Det kan dog ikke udelukkes, at særlige forhold gør sig gældende for dig, og hvis din oplevelse er, at angsten er forværret, efter du er startet Gilenya, må man overveje, at finde en anden MS behandling til dig.