Gå til hovedindhold

Bio-Pycnogenol mod hedeture

Spørgsmål

I min jagt efter naturmidler der kan hjælpe mod hedeture, er jeg stødt på Bio-Pycnogenol, men er kommet i tvivl om det er fornuftigt at afprøve, når jeg har MS. I indlægssedlen advarer de om, at det kan aktivere immunsystemet, og man ikke bør tage det, men andre steder synes det ligefrem at være et middel, der bliver brugt for at afhjælpe MS f.eks i Frankrig. Hvad er jeres holdning til Bio-Pycnogenol, og er der en "ok" dosis, som jeg kan afprøve midlet med?

Svar

Jeg kan godt forstå, at du er på jagt efter noget, der kan afhjælpe hedeture. Det kan være ganske ødelæggende for livskvaliteten. Der er en lang række naturlægemidler, som er blevet undersøgt for deres evne til at behandle hedeture. Desværre har man ikke fundet nogen, vi med sikkerhed kan sige har effekt.

Der ligger - så vidt jeg kan finde - hellere ingen overbevisende studier for Bio-Pycnogenol. Der er dog ikke noget i vejen for at give det et forsøg. Stoffet er ikke problematisk for MS. Der er endda nogle der spekulerer i, om det kunne have gavnlige effekter, da det faktisk ser ud til, at kunne have en dæmpende effekt på et overaktivt immunforsvar.

Hvad doser angår, er det oftest bedst at følge pakkens anvisninger, og holde sig til mærker man kender og har tiltro til. Jeg kan se, at det danske Pharma Nord sælger Bio-Pycnogenol, og dem har jeg gode erfaringer med.

Hvis det ikke hjælper på din hedeture, så kunne akupunktur være et alternativ. Hos mine patienter, synes det at være det som har bedst effekt. Jeg er altid nysgerrig omkring, hvad der virker, så hvis du vælger at give det et forsøg, så vil jeg meget gerne høre om dine erfaringer.