Gå til hovedindhold

Fleksjob og frivilligt arbejde

Spørgsmål

Jeg har haft sclerose i 21 år og er nu 42 år gammel. Jeg kom i fleksjob i 2003 og er fortsat på den gamle ordning. Jeg arbejder nu på 13 ½ time om ugen, som passer rigtig godt i forhold til min sclerose. Efter jeg er kommet ned i det timeantal, er der kommet ro nok på sclerosen til, at jeg kan varetage både mit arbejde, familie og en fritidsinteresse.

Mit spørgsmål er om man må have et frivilligt arbejde? Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være kasserer i en mindre lokalforening for kaninavlere. I den frivillige lokalforening hvor jeg er medlem, har vi kun få arrangementer, så arbejdsloaded er meget lille og kan laves mere eller mindre når som helst, efter helbred, og der vil til enhver tid være en som kan tage over ved sygdom eller manglende overskud.

Mit spørgsmål går på om man, når man er i fleksjob, må varetage sådan en funktion? Da jeg gik i fleksjob i 2003 sagde min sagsbehandler dengang, at man også skulle have overskud til familie og fritidsinteresser, og at man måtte udføre X antal timer pr. uge som frivillig, men må man have en bestyrelsespost i en frivillig forening?

Svar

Når man modtager en offentlig ydelse, er det altid godt at være opmærksom på om frivilligt arbejde accepteres. Fleksjob er en ydelse, som er bevilget begrundet i nedsat arbejdsevne, og derfor anbefaler jeg altid, at man får en skriftlig accept på deltagelse i fx bestyrelsesarbejde. Har du det skriftligt, vil du ikke få problemer - heller ikke ved sagsbehandlerskift.

Center for frivilligt socialt arbejde har en udmærket vejledning, som kan findes på nettet.