Fodterapi
Jeg er fodterapeut og har sclerose klienter. Der er nogle spørgsmål fra klienterne og jeg, som vi kunne tænke os en afklaring på.
Findes der tilskud til fodbehandlinger?
Hvordan ser sclerose ud på neglene?
Hvordan er sensitiviteten omkring neglene på fødderne.
Er der kendskab til at nogen medicin som eksempelvis giver svamp på neglene ved fødderne?
Diagnosen sclerose er ikke omfattet af Sundhedslovens mulighed for tilskud. Sundhedsloven giver tilskud (efter lægehenvisning) til personer med sukkersyge, svær leddegigt, svær psoriasisgigt, nedgroede negle eller arvæv.
Personer med såkaldt ”ikke komplicerede negle”, der modtager personlig pleje kan få hjælp via hjemmeplejen til at få klippet negle. Det er en ydelse, som bevilges efter servicelovens § 83. Det fremgår af principafgørelse 33-15 fra Ankestyrelsen læs nærmere her Ankestyrelsens principafgørelse 33-16 om fodpleje - fodbehandling - personlig pleje - sundhedslovgivningen (retsinformation.dk)
Folkepensionister og førtidspensionister med førtidspension tilkendt før 1.1.2003 har via helbredstillæg mulighed for støtte til fodbehandling. Vurdering om berettigelse sker på et økonomisk grundlag.
Annette Køhler, socialrådgiver
Multipel Sclerose (MS) er en kronisk sygdom i central-nervesystemet, der ikke påvirker vækst eller udseende af negle. Sensitiviteten omkring neglene vil afhænge af om personen med MS, har føleforstyrrelser i hænder eller fødder som følge af sclerosen. Ved behandling af MS bruges lægemidler, som i mange tilfælde nedsætter immunforsvaret og derved kan risiko for fodsvamp være øget, hos personer i immundæmpende behandling.
Morten Blinkenberg, neurolog