Gennemsovningsbesvær
Jeg er 45 år og fik stillet diagnosen attakvis sclerose i november 2015, og har kun meget milde symptomer. Men har selvom diagnosen er stillet 2015 nok haft sclerose i mange år, mine MR-scanninger viser en del større og mindre plaks (over 10).
Jeg har gennem lang tid haft problemer med at sove om natten - kan godt falde i søvn, men våger efter et par timer og kan ikke sove - og fik derfor i november en recept på Circadin, som har hjulpet mig meget. Hvis jeg enkelte nætter forsøger at springe over, oplever jeg som før, at jeg godt kan falde i søvn, men vågner igen efter 2-3 timer og ligger vågen i 2-3 timer, før jeg sover igen. Kan min sclerose være årsag til dårlig/manglende melatonin produktion? Kan jeg uden problemer fortsætte med at tage Circadin, har pt. kun fået recept til først en måned og så på forespørgsels en måned til. Eller er der andre forslag til, hvordan jeg løser mine søvnproblemer?
Du fortæller, at du igennem mange år har haft problemer med at sove igennem hele natten. Jeg kan forstå, at du ingen problemer har med at falde i søvn, men at du vågner efter et par timers søvn, og derefter har svært ved at falde hen igen. Det er en meget frustrerede problemstilling, og den kan give nogle uheldige følger i form af træthed i dagtimerne. Alle har brug for en god nattesøvn. Når man har sklerose, og måske i forvejen udtrættes hurtigt, er det endnu vigtigere med en god nattesøvn. På den baggrund tænker jeg, at du skal snakke med din praktiserende læge om, hvad han tænker i forhold til at benytte Circadin i en længere periode.
Hvis ikke det er en mulighed, skal du overveje, hvad der kan være årsagen til, at du vågner. Har du eller lider du af stresstilstand, eller er du i krise? Begge dele kan medføre gennemsovningsproblemer. Har du smerter/føleforstyrrelser eller problemer med at holde dig (blæreproblemer)? Begge dele kan være med til at vække dig? Hvis du kan finde en årsag til, at du vågner, kan denne årsag muligvis behandles.
Nedenfor nævner jeg nogle søvnråd, som du kan afprøve:
• Din seng skal bruges til at sove i. Du skal ikke se fjernsyn, læse nyheder mv. Mange med søvnproblemer tilbringer al for lang tid i sengen i vågen tilstand. Derved kobler hjernen sengen med det ikke at sove. Hvis du ikke falder i søvn i løbet af 15 – 20 minutter, skal du stå op og gå ind i et andet værelse. Find noget meget kedeligt at beskæftige dig med. Du kan også foretage dig noget afslappende f.eks. lytte til beroligende musik. Du må ikke falde i søvn på sofaen, eller hvor du opholder dig. Hold lyset dæmpet og forhold dig fysisk passiv, for at undgå at kroppen tror, at du skal starte på en ny dag. Når du føler dig søvnig gå i seng igen. Gentag om nødvendigt.
• Hvis du meget let forstyrres af udefrakommende stimuli, kan du benytte ørepropper og natbriller (om sommeren).
• Hvis du har tankemylder, der forhindrer dig i at falde i søvn igen, kan du have en blok ved siden af sengen, hvor du kan skrive eventuelle bekymringstanker ned. Få evt. hjælp til at håndtere dem i dagtimerne.
• Du kan afprøve afspændingsøvelser f.eks. dybe vejrtrækninger, meditation eller fantasirejser.
• Prøv appen "Sov godt". Hypnose, der gør dig afslappet og klar til søvn. Dansk tale.
• Prøv appen "White Noise", som er en afslapnings- og søvnapp med lyde.
• Undgå alkohol. Alkohol kan medføre, at du lettere falder i søvn, men kvaliteten af søvnen forringes, og du har flere opvågninger i den sidste 2/3 af din søvn.