Hvad skete der med Amilorid
Hvordan gik det med:
"LOVENDE. Et dansk-engelsk-amerikansk forskerhold har opdaget, at et 30 år gammelt middel mod forhøjet blodtryk, Amiloride, tilsyneladende kan bremse sklerose. Foreløbig er effekten kun påvist hos mus med en sygdomstilstand, der efterligner sklerose. Men selve mekanismen har bestået sin prøve, og resultaterne er så positive, at forskerne er klar til at teste midlet på mennesker allerede næste år. »Tænk hvis man kan stå med en færdig medicin mod så alvorlig en sygdom som sklerose – uden at skulle investere de op mod ti mia. kr. og 10-15 års forskning, det normalt kræver at udvikle et nyt lægemiddel, og uden at patienterne skal trække med alvorlige bivirkninger«, siger lederen af forskerholdet, den internationalt anerkendte danske forsker, professor Lars Fugger, der er tilknyttet universitetet i Oxford og Aarhus Universitet. Dissemineret sklerose er en kronisk betændelsesreaktion i hjernen og rygmarven, som bl.a. rammer de celler, der beklæder nervefibrene med et isolerende, fedtholdigt lag, kaldet myelin. Forskerholdet har påvist, at skaderne ved sklerose forårsages af en ophobning af calcium, som får lov til at flyde ind i cellerne. Forskerne har undersøgt effekterne af den blodtrykssænkende medicin Amiloride på en specifik ion-kanal, ASIC1, som normalt regulerer calciumtilførslen i cellerne, og her finder de, at det gamle blodtrykssænkende middel kan stoppe ophobningen af calcium og dermed den degeneration af nervevæv, som normalt forårsager sklerose. Nature Medicine, 11. November 2007".
Noget nyt?
Der er ikke kommet noget positivt nyt frem om Amilorid siden 2007, men der er startet to engelske studier, hvor man tester effekten af Amilorid hos mennesker med sekundær progressiv MS og synsnervebetændelse. Indtil videre må vi afvente resultatet af disse undersøgelser.