Gå til hovedindhold

Hvilken behandling skal jeg vælge

Spørgsmål

Jeg håber, I kan hjælpe mig med input og viden omkring medicin. Jeg er 22 år og blev for 2 år siden – efter mit første tydelige fysiske attack - diagnosticeret med attackvis sclerose. Mine udfordringer er fortrinsvis kognitive, men jeg har også store problemer med maven (tarmsystemet), træthed og nedsat kraft i krop, arme og ben. Desværre er jeg virkelig udfordret kognitivt med hensyn til træthed, uoverskuelighed, manglende koncentrationsevne, manglende hukommelse, tristhed og angst.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, hvis mine udfordringer bliver værre. Så kan jeg næsten ikke fungere. Resultatet af en MR-scanning er netop kommet, og lægen skriver i journalen, at der er indikation for behandlingsskift. Min læge siger, at Tysabri vil være første valg, men at Gilenya også er en mulighed. Jeg har fået en tid til samtale på Neurologisk Ambulatorium. Jeg har læst om Tysabri, og bliver lidt bange. Men jeg er også virkelig opsat på at få det medicin, der bedst kan sætte en stopper for flere attacks/mere plaque. Hvad kan I anbefale?

Svar

Tysabri og Gilenya er begge meget effektive 2. linje behandlinger med relativt få bivirkninger, som man bruger hvis mindre effektive behandlinger ikke har haft effekt, eller hvis man har debuteret med alvorlige MS symptomer.

Ved Tysabribehandling skal man dog sikre sig, at man ikke er smittet med et særligt virus (JC-virus, der kan give en alvorlig hjernebetændelse) inden man kan starte behandling. Ved Gilenya skal man sikre sig, at man f.eks. ikke har visse hjertesygdomme eller diabetes. I henhold til gældende retningslinjer skal man testes for JC-virus og tilbydes Tysabri, hvis man er JC-virus negativ. Hvis man er JC-virus positiv, kan Ocrevus eller Gilenya komme på tale. Hvis du testes JC-virus negativ, vil anbefalingen fra din neurolog formentlig være Tysabri, hvilket også er et fornuftigt valg, da effekten er meget høj, man har mange års sikkerhedsdata, og risiko for bivirkninger er også meget lille.