Hvilken træning hjælper
Jeg har altid løbet meget og lavede en Ironman senest i 2011. Jeg fik symptomer i mit ene ben i 2012, hvor min fod begyndte at dreje, når jeg løb. I 2014 fik jeg så MS diagnose attakvis MS. Det med foden er gået væk. Jeg har snurren i hænderne, og det der generer mig mest, er at jeg ikke kan løbe ret meget længere end 7 km. Jeg får problemer med at styre det ene ben, knæet vil ikke bøje og strække på det rigtige tidspunkt, og benene bliver tunge. Når jeg cykler, mærker jeg intet, jeg deltog i La Marmotte i sommers og cyklede 11,5 time. Jeg er 55 år, jeg får ingen medicin, ellers sund og rask.
Jeg forstår ikke, hvad der egentlig sker, og har svært ved at lave en form for træning som hjælper, når jeg ikke forstår, hvad der sker med mig ?
Kan du sige mig, om jeg kan blive bedre? Det lyder måske fjollet, men det er en daglig sorg for mig at jeg ikke kan løbe 21 km mere.
Kan du sige mig, om jeg kan skade mig selv. Jjeg træner stort set hver dag cykling, løb, svømning og styrketræning.
Problemerne med dit ben skyldes med al sandsynlig det fænomen, der hedder motor-fatigue en abnorm muskeludtrætning. Mennesker med MS mister muskelkraft hurtigere og mere abrupt end andre mennesker. Hos dig viser det sig ved, at du får svært ved at strække dit ben og mister styring. Du har formentlig haft et scleroseplak, som påvirker nervebanerne til benet. Nervecellerne som skal sende signaler til musklerne, har til dels taget skade og de tilbageværende nerveceller bliver derfor udtrættede ved længere tids arbejde. Det oplever du ikke i samme grad på cyklen, dels fordi din fod er klikket i pedalen og styringsproblemet dermed løst, og dels fordi dit raske ben kan kompensere, når du drejer rundt.
Et andet fænomen kan imidlertid også spille ind nemlig Uthoffs fænomen. Hvis du bliver meget varm når du løber, kan det medføre dårligere nerveledning i områder med plak og nedsat kraft. På cyklen bliver du nok mere afkølet, og fænomenet kan derved have mindre betydning. Det er svært at gøre noget ved fatigue, men Uthoffs fænomen kan afhjælpes ved at drikke rigeligt med væske og sørge for ikke at blive for varm, hvilket til dels kan ske ved at regulere din påklædning. Desuden kan du snakke med din fysioterapeut om gode råd til at begrænse dine problemer når du træner. Du kan ikke skade dig selv ved at træne, så længe du ikke fejlbelaster dine led og muskler. Du bør derfor stoppe træningen, når du begynder at blive udtrættet.
Morten Blinkenberg, neurolog
Jeg kan kun slutte op om den forklaring lægen har givet i forhold til de symptomer, som opstår i forbindelse med træningen. Som supplement vil jeg først og fremmest rose dig for din træning, og ved at for dig er træning og sport en stor fysisk og psykisk glæde, som du vil gøre alt for at vedligeholde.
Sclerosen sætter nogle begrænsninger, når benet begynder at dreje, hænderne snurre mm. Men det er også påvist, at man sagtens kan træne hårdt med MS, men når symptomerne kommer i forhold til styring skal der afkøling til, og hvis det ikke er nok skal der pause til, for at kroppen kan restituere. Og du vil formodentlig restituere ganske hurtigt.
Se på hvordan du strukturerer din træning, varierer i forhold til styrke og kredsløb, sørg for tilstrækkelig med restitution. Løb er klart den største fysiske udfordring, da der er så megen styring, koordination og balance involveret. Ved cykling/crosstrainer vil du kunne opnå mange af de samme kredsløbsmæssige fordele, men det kræver mindre styring og koordination, så du vil kunne træne i længere tid. Afkøling er vigtig, derfor er svømning godt. Måske du skulle supplere med en anden og mere balance orienteret træning, som ex yoga.
Hvis du ikke har prøvet det, tror jeg du vil blive overrasket over, hvor fysisk hårdt det kan være og hvor meget styrke, balance og koordination det giver. Slutteligt: du kan ikke skade sig selv, men du kan overtræne.
Dorte Støvring, fysioterapeut