Gå til hovedindhold

Hvordan kan jeg acceptere min mors sygdom

Spørgsmål

Jeg er en ung pige midt i 20´erne, og min mor har sclerose. Hun fik konstateret sclerose, da jeg var 10 år, og jeg har i mange år haft en glad, frisk og opmærksom mor, der har taget godt vare på mig og min lillebror. Hun trænede håndbold, løb lange ture, arbejde med børn, lavede mad og var i det hele taget en frisk mor. Hendes sclerose er heldigvis ikke så aggressiv, i den forstand, at hun ikke sidder i kørestol, og kan for det meste selv gå rundt uden hjælp, men hendes kognitive sider er ændret, og jeg har virkelig svært ved at acceptere det. Hun husker enormt dårligt. I en telefonsamtale kan hun spørge om den samme ting 5 gange, og hun glemmer rigtig mange ting. Bla. hvis min bror skal hentes, eller aftaler som hun har, mine venner jeg har fortalt om, og som hun har mødt, kan hun ikke huske.

Hun er også blevet meget mere "pivet", altså der skal ikke lang tids diskussion til, at hun giver sclerosen skylden og lukker i. Hun vil ikke tale om det, og hver gang jeg prøver at få samtalen ind på hendes sygdom, så lukker hun af, og det ender med, at jeg sidder og taler med mig selv. Jeg kan mærke, at det også tager hårdt på min far, som nu både skal stå for rengøring, sit eget arbejde, madlavning osv. Og på min bror, som reagerer ved at blive sur på hende og vrisser. Jeg prøver virkelig at tælle til ti, når hun ikke forstår, hvad jeg fortæller hende, eller når hun spørger for 5. gang om det samme spørgsmål, men jeg kommer også sommetider til at vrisse og lade temperamentet løbe af med mig, og jeg rammes derefter af en sindssyg dårlig samvittighed. Jeg kommer sommetider til at tænke, at jeg ønsker hende død, og det mener jeg selvfølgelig ikke, men det er bare rigtig hårdt, og jeg føler ikke, at jeg kan tillade mig at være ked af det, når hun er så syg.

Jeg vil så gerne kunne gøre hende rask, men det ved jeg, at jeg ikke kan, men hvordan kan jeg så lærer at acceptere det? Jeg græder meget i øjeblikket, og det tager meget af min energi, som jeg burde bruge på mit studie. Jeg skal læse i en anden by langt væk til sommer og er simpelthen så bange for at tage afsted, hvis der pludselig skulle ske hende noget, men samtidig kan jeg også mærke, at jeg virkelig har brug for at komme lidt væk fra det her. Jeg er i mine følelsers vold, og jeg aner ikke, hvordan jeg kommer til det punkt, hvor sygdommen er en naturlig ting i familien. Altså, hvor jeg kan acceptere det bedre. Og skal jeg blive i byen hvor hun er? Hun er kommet på førtidspension, og hun keder sig jo, så hun bruger mig meget. Kan jeg tillade mig at flytte, eller bliver det for svært for hende med sygdommen?

Svar

Log ind som medlem

Log ind med dit medlemslogin for at få adgang

Log ind

Ikke medlem?

Hvis du giver os din e-mail og telefonnummer, kan du få adgang mod, at du accepterer, at vi kan kontakte dig og fortælle mere om dine muligheder for at støtte scleroseforeningens arbejde

Anmod om adgang