Gå til hovedindhold

Jeg kan ikke styre mit temperament

Spørgsmål

Jeg ved ikke, om mit spørgsmål er scleroserelateret. Jeg har problemer med mit temperament. Jeg har virkelig svært ved at styre det, og det er forfærdeligt, for det går udover dels min kæreste, og især min søn på to et halvt. F.eks. nu her, hvor han ikke vil lægge sig til at sove til middag, selvom det er helt tydeligt, at han trænger til det: Det ender med, at jeg råber og skriger grimme ting til ham, og han hulker og nærmest hyperventilerer, den lille stakkel. Jeg flår ham ud af sengen og skubber ham ind i stuen og råber, at så kan han sgu da også bare være vågen og gå ind og lege. Og flere grimme ting, jeg er for flov til at gengive. Det kan så blive udløst af den mindste ting, der ikke går min vej. Jeg kan slet ikke se mig ud af situationen, alt bliver bare sort, og jeg kan nærmest stå og kigge på mig selv udefra og tænke "stop nu, før det er for sent". Men det er meget sjældent, at jeg kan. Og det selvom min kæreste er tilstede og sagtens kan, vil og også tager sig af situationen og vores dreng.

Jeg ved ikke, om det har noget med sclerosen at gøre, eller om det bare er en dårlig undskyldning. Jeg er 28, diagnosticeret for otte år siden. Min mor siger, at jeg ikke altid har været så udadreagerende. Jeg er så bange for at komme til at gøre min dreng psykisk ondt, mere end jeg allerede har gjort. Jeg tænker tit, at de ville klare sig bedre, hvis jeg ikke var der. Min kæreste siger, at jeg bare skal have hjælp og tale med nogen. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, og at jeg slet ikke har fortjent nogle af dem. Og "undskyld" er bare blevet sådan et slidt ord efterhånden. Vi skal have en datter om 5-6 uger, men mine vilde humørsvingninger har varet længe før jeg blev gravid med hende. Det er svært at bede om hjælp, og jeg har prøvet at tale med vores tidligere sundhedsplejerske, men hun sagde bare, at jeg nok var træt. Jeg sover i øvrigt minimum otte timer hver nat, jeg ved godt, at jeg har brug for det. Kan det have noget med sclerosen at gøre? Og hvad stiller jeg op med mig selv?

Svar

Det er rigtig ansvarligt og modigt af dig at være åben om dine vanskeligheder med at styre dit temperament.

Det er jo først muligt at gøre noget ved sine problemer, når man står ved dem. Din situation kan i høj grad handle om sclerosen, men må ses i kombination med det pres det er for alle at have små børn og være gravid.

Det vidner som nævnt om stor ansvarlighed og omsorg for dit barn, at du søger hjælp.

Sclerose kan vise sig ved både fysiske og kognitive symptomer, og som ofte er det en sammenblanding af de to.

Du har ikke skrevet så meget om dine symptomer udover problemerne med at tænde af, så det vi kan sige noget om, er nogle af de generelle tendenser vi ser.

Mange mennesker med sclerose oplever i større eller mindre grad en udtalt træthed eller fatigue, som kan få mange følgevirkninger i hverdagen. Det betyder ofte, at den samlede mængde af energi man har på en dag, er mindre end hos andre. Det kan f.eks afstedkomme et mindre overblik, vanskeligheder ved hurtigt at ændre planer som f.eks. din søns sovetider og stor brug for faste rutiner og forudsigelighed. 

Det sidste er jo svært med børn, som ikke altid er til at forudse, og som ikke altid vil det som forældrene kan se er det bedste for dem. Vi har også erfaring med, at sclerosen kan påvirke ens følelser på en måde, så man bliver mere svingende. Det kan f.eks. betyde at man får lettere til tårer og lettere bliver hidsig og frustreret, hvilket er noget af det du beskriver. Denne følsomhed og korte lunte er noget vi ofte hører om, og det gør folk kede af det, fordi det kommer til at gå ud over familien.

Noget af det som i første omgang kunne hjælpe dig, er at blive mere opmærksom på dine egne behov for ro og hvile i forskellige situationer. Ved at få en øget opmærksomhed på dit eget overskud eller mangle på samme, kan du bedre forudse eller afhjælpe situationer som bliver for meget. På denne måde bliver det også lettere at vide f.eks., hvornår du har brug for hjælp fra dine nærmeste.

Det lyder også som om du kunne have brug for hjælp til at arbejde videre med dette, og finde nogle gode alternativer i tilspidsede situationer.
Hvis dine vanskeligheder fortsætter, kan det også være vigtigt at du taler med din scleroselæge om problemet, da nogle kan have gavn af noget medicin som hjælper med at regulere følelserne. Du kan også læse dette tidligere svar på Netrådgivningen, som minder om din situation
Manglende kontrol over følelsesudbrud.

Scleroseforeningen har en psykologordning, hvor du kan få hjælp til din konkrete situation. Du kan maile til os eller ringe, og så bliver du ringet op i vores daglige telefontid mellem kl. 11-12.