Kunstige sødemidler ødelægger min evne til at gå
I dagens Jyllandsposten står der i dag at " Kunstige sødemidler er gift for tarmen "
Jeg har længe haft det sådan, at 1-2 light ødelagde min evne til gå i begyndelsen, og nu evnen til at kunne forflytte mig i bad og på toilet. Sidst jeg oplevede at være "påvirket" af sødemidler, var sidst jeg var ved frisøren, hvor vi altid bliver budt på en lille forfriskning såsom vin, vand, kaffe eller cola. Uden at skænke det yderligere tanke sagde jeg ja tak til et glas cola. Og jeg kunne da godt smage, at det ikke var favorit mærket Coca Cola, af den slags der er sødet med sukker, men ned gled det da. Da jeg kom hjem skulle jeg tisse, men den opgave blev besværliggjort, af ben der ikke ville lystre. Dette stod på i 4-5 timer, hvorefter alt blev normalt igen. Synderen var det store glas Pepsi Max som frisøren havde budt på.
Spørgsmålet er om I kender til andre, der bliver påvirket af kunstige sødemidler? Måske findes der forskning? Eller måske er jeg bare et følsomt gemyt.
Jeg kan godt forstå, at du er nysgerrig på, om andre også har så stærke reaktioner på aspartam som dig. Personligt har jeg dog ikke selv hørt om andre, der har så voldsomme reaktioner, at de eksempelvis ikke kan gå efter at have indtaget aspartam, men når jeg søger i den medicinske litteratur, så finder jeg flere beskrivelser af andre, der har oplevet symptomer der ligner dine. Det er dog alle enkeltstående beskrivelser, og ikke noget som er blevet dokumenteret i store videnskabelige studier, derfor er der stadig stor debat, om aspartam kan være årsagen til de neurologisk symptomer, du beskriver. Vi ved dog, at aspartam indeholder stoffer, som påvirker vores centralnervesystem, så det vil bestemt ikke overraske mig, hvis det er aspartam, der er årsagen til dine symptomer. Dermed ikke sagt, at jeg tror det udgøre nogen fare for dig. Det er også vigtigt at påpege, at der ikke er noget der tyder på, at aspartam skulle forårsage eller forværre MS.
Min personlige tilgang til aspartam er et forsigtighedprincip, hvor jeg forsøger at undgå det. Jeg tror dog, at sødemidler helt klart kan være en del af en sund kost, her vil jeg blot vælge sødemidler, hvor der ikke er rejst mistanke om bivirkninger. Et sådant sødemiddel er erythriol, som er et naturligt forekommende stof der findes i mange frugter. Det kan købes i de fleste støre supermarkeder under navnet "Sukrin".