Mange pletter på MR men ingen attakker
Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt jeg skal fortsætte med medicin. Jeg har været diagnosticeret i 5 ½ år - har ikke haft attacker, men der er kommet ca. 20-25 nye pletter siden. Jeg startede med Avonex, som jeg fik i 4 uger, men min depression tog til i styrke og derfor overgik jeg til Copaxone, det gik ok i 4 år, hvorefter jeg begyndte at få hårde knuder i mine lår. Så prøvede jeg at starte på Tysabri som gav mig voldsomme opblusninger i ansigtet. I løbet af den tid opstod der ca. 20 nye pletter, men ingen attacker. Efter Tysabri holdt jeg en pause med medicin i ca. 8 måneder, i den tid opstod der 3-4 nye pletter, men stadig ingen attacker. Jeg har nu taget Aubagio i 7 uger, og er igen begyndt at opleve nye depressionssymptomer samt lettere forhøjet blodtryk. Jeg er meget i tvivl, om jeg skal fortsætte med at tage Aubagio, prøve endnu et nyt præparat eller helt lade være med at tage medicin. I de 8 måneder, hvor jeg ikke tog medicin, havde jeg det 100 gange bedre end i de perioder, hvor jeg har taget medicin.
Jeg kan godt forstå, at det virker forvirrende med al den aktivitet på dine MR skanninger, når du ikke mærker noget til sygdom og attakker. Mange undersøgelser viser imidlertid, at der er en sammenhæng mellem nye plak på MR skanning og reel aktivitet i sygdommen, så hvis der er aktivitet på MR, er det sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før der kommer et nyt attak. Det er velkendt, at man kan registrere 5-10 gange så mange nye plak på MR som antallet af attakker, så MS behandling retter sig derfor både mod, at reducere nye plak og selvfølgelig også attakker. Ud fra dine oplysninger, lyder det som om behandling er vigtigt, men jeg kan dårligt rådgive dig om hvilken behandling du skal have, da det kræver et indgående kendskab til dine symptomer og bivirkninger. I de fleste tilfælde er det nødvendigt, at vurdere bivirkninger og effekt gennem 6-12 måneder, med mindre noget afgørende taler imod.