Gå til hovedindhold

Muskelspændinger og spasmer

Spørgsmål

Jeg har haft MS i ca. 22 år, et meget mildt forløb. Har været erhvervsaktiv (fleksjob) indtil for et år siden, hvor jeg blev 65. Får Modiodal mod trætheden. De seneste par måneder har jeg haft tiltagende bøvl med muskelspændinger/spasmer i den ene balle og det ene lår. Det går ud over nattesøvnen, fordi det giver smerter og uro og det bevirker, at jeg har svært ved at gå op ad trapper.

Smerterne og muskelspændingerne er der også om dagen, men da kan jeg som regel slappe musklerne af, når jeg koncentrerer mig meget om det, og hvis jeg sidder eller ligger. Det er dog også blevet sværere de seneste par uger. Jeg tager Ipren, 6 tabletter i døgnet, for at holde smerterne lidt nede, men det hjælper ikke rigtigt. Jeg dyrker let fitness og pilates to gange om ugen. Laver afspændingsøvelser dagligt. Spørgsmålet er, om der findes medicin, som kan hjælpe? Jeg vil helst ikke blive for sløv af medicinen, da jeg døjer meget med sklerosetræthed. Men omvendt bliver jeg jo også træt, når jeg som nu sover dårligt om natten.

Svar

Det lyder som om, at du har spastiske symptomer i forskellige muskelgrupper. Spasticitet er en stivhed/øget spænding, der kommer i musklerne, hvis man har fået en skade i central-nervesystemet. Spasticitet kan også vise sig ved muskelkramper, der kan være smertefulde. Ved sclerose angriber sygdommen central-nervesystemet, og der udvikles efterhånden spastiske symptomer, hvilket især rammer benene.

Spasticitet behandles primært med to typer medicin: Baklofen og Sirdalud. Der er dog kommet en ny type medicin, Sativex, som er et cannabispræparat, der kun må bruges ved spasmer hos mennesker med sclerose, hvor der ikke er tilstrækkelig effekt af Baklofen og Sirdalud. Du kan afprøve lægemidlerne i små doser til at starte med, så du ikke får uønskede bivirkninger som f.eks.træthed. Husk også at snakke med din fysioterapeut om antispastiske øvelser, som også kan have stor effekt på dine symptomer.