Muskelstivhed
Jeg har et spørgsmål vedrørende træning og kost. Jeg har indimellem spasmer og uro på bagsiden af lårene, og så er jeg indimellem stiv i benene. Jeg strækker mig, men det er der jo igen lidt efter. Jeg går til styrketræning 3 gange om ugen, Øfeldt 2 gange om ugen, Ridefysioterapi 1 gang om ugen. Alle kan se, at jeg er lidt stiv i kroppen. Desuden hjemmetræning msworkout.com. Det sidste er virkelig godt. Men hvad kan jeg gøre for at blive mere fleksibel og bevægelig i kroppen, og altså undgå den frygtelige stivhed? Er der nogle specifikke øvelser, som er gode for stivhed?
For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg ikke spiser kød, heller ikke fisk eller fjerkræ. Ingen mælk, men lidt ost og æg. Med hensyn til proteiner bliver jeg dækket med bønner, linser og lign. Jeg drikker vand. Jeg nævner det med kosten, hvis det har noget at sige?
Jeg får tilskud af multitabs, B12, OsteoReminForte, Kelp, Tricatione, Femarelle40, MSM pulver, Magnesium, og selen. Jeg får ingen MS medicin. Har fået Rebif en overgang, men dannede antistoffer. Andet medicin må jeg ikke få, så lige nu er det kost og træning.
Håber I har nogle ideer til træning og/eller kosten?
Først må jeg komplimentere dig på, hvor fint du træner. Det jeg hæfter mig ved er, at megen af den træning du laver involverer kraftigt eller statisk muskelarbejde i benene (styrketræning og ridning). Øfeldt arbejder meget med max bevægelighed inkl. muskelarbejde. Det jeg savner for at modvirke stivheden og mindske spasmerne er rotationer og stræk.
Hvorfor du får stivheden kan være svært at svare på, men hvis du også er påvirket på din følesans kan det gøre, at dine bevægelser bliver mindre for at undgå at komme derud, hvor du får svært ved at balancere. Rotationer er super gode, og den bedste øvelse er rygliggende med bøjede ben og armene direkte op imod loftet. Herefter fører du armene til højre og benene til venstre og skifter til modsatte side. Ca 20 x i alt og sørg for at komme langt i bevægelsen.
Stræk er også godt. Du kan gøre det hjemme eller gå til yoga. Yoga giver nogle virkelig gode stræk, og i hatha eller yin yoga arbejder man ofte meget med haserne (bagsiden af lårene).
Hvis du vil lave stræk øvelser hjemme, vil jeg anbefale at strække de store muskelgrupper i benene. Hold alle stræk i ca. 20 sekunder
1. Den dybe balle muskel: Rygliggende med bøjede ben. Sæt ydersiden af højre fod over venstre knæ. Fat venstre knæhase og træk benet mod dig, mens du presser højre knæ udad. Skift
2. Hasen: Rygliggende. Sæt et reb/strop omkring højre fod. Før benet strakt op imod loftet og vip foden op og ned x 8. Hold foden stille og bøjet men knæet helt strakt. Dyb indånding og på udåndingen fører du det strakte ben tættere på dig selv. Skift
3. Knæ strækkeren på forsiden af låret: Sideliggende. Bøj det øverste ben – grib om anklen og før benet bagud. Skift
4. Lægmusklen: Stå med front mod en dør/væg/bord. Sæt højre fod bagud og lad alle tæer pege lige frem. Hold hælen i gulvet mens du fører bækkenet fremad. Skift
Lav øvelserne hver dag.
Dorte Støvring, Fysioterapeut
Du er jo super aktiv og gør en kæmpe forskel for at bevare din krops funktion, så det er bare så dejligt at høre. Både Øfeldt og msworkout.com, ridefysioterapi er alle rigtig gode træningsformer. Andre træningsformer som kunne bruges, for at sørge for at du ikke hele tiden bliver så stiv i dine muskler, sener på bagsiden af dine lår, er yoga, f.eks. yinyoga hvor du skal være i strækkene i længere tid. Du kan også bruge nogle af de videoer, jeg har lavet og lagt ud på MSsagen.dk, hvor der specielt er en video om hasestræk, altså udstrækningen af baglår. Vi bliver alle meget nemt spændt, stive på bagsiden af lår, bl.a. fordi vi sidder meget ned, men sklerose gør også at man nemmere kan få muskelstivhed. Det er derfor vigtig gerne dagligt at lave udstrækning af haserne, f.eks hver morgen eller hver aften.
Et andet forslag vil være TRE træning, hvor man lære kroppen, musklerne at ryste og dermed afgive noget af den spænding der i løbet af dagen/livet kan ophobe sig. I Scleroseforeningen laves der forsøg, og der er TRE træning som Michael Morin Nissen står for. Jeg er selv ved at uddanne mig til TRE træner, idet jeg ser det som en virkeligt godt supplement til min yoga træning, det vil også være et godt supplement til alt den træning du allerede laver.
Du spørge også om kosttilskud eller kost kan give stivhed. Det vil jeg sige nej til, især ud fra alt det gode tilskud du allerede tager, mangler din krop ikke noget. Man skal spise meget forkert, hvis kosten skal have indflydelse på dette. Men man kan letter få kramper i musklerne hvis man mangler Magnesium, men det tager du jo allerede, og så vidt jeg kan se også d-vitamin og calcium som også er vigtig i samarbejde med Magnesium. Så din kost og kosttilskud kan ikke have noget at gøre med stivheden i baglårene. Håber at du kan bruge svaret og vil prøve det af. Husk det tager altid tid at ændre noget i kroppen, særligt hvis det har været der over længere tid, så tålmodighed er en god ting.
Signe Gro Kristensen, MS sygeplejerske