Gå til hovedindhold

Nydiagnosticeret og forsikringer

Spørgsmål

Jeg fik mit første attak d. 18 maj 2018, og fik beskeden om at det var sclerosesymptomer. Da jeg kun har haft ét attak, og derfor ikke har fået en endelig diagnose endnu (udover CIS), vil jeg høre, om I har nogle erfaringer med, hvad er jeg forpligtiget til at oplyse mit forsikringsselskab? Jeg vil nemlig gerne bl.a. have forøget min livsforsikring, men ved ikke hvor meget jeg skal fortælle mit pensions/forsikringsselskab.

Svar

Såfremt du i et pensionsselskab ønsker at forøge dine forsikringsdækninger, skal du typisk udfylde nogle helbredsoplysninger for at kunne gøre dette. Hvis du aktuelt ønsker at vide hvilke helbredsoplysninger, der skal udfyldes, skal du henvende dig til dit pensionsselskab.
I en helbrederklæring vil du skulle svare sandfærdigt på de spørgsmål der stilles, så hvis der bliver spurgt til bestående lidelser, om du har været til lægen eller på hospital i perioden de spørger til, så skal du være ærlig.

Er du ikke ærlig, så er det muligt du får tilbudt en forhøjelse af dækningen, som du ikke kunne have fået, hvis du havde beskrevet din situation korrekt. Men i den sidste ende, kan det have været spild af penge, da pensionsselskabet ved en anmeldelse vil få adgang til dine lægelige helbredsoplysninger. Kan de derefter konkludere, at de ikke ville have tegnet dækningen, hvis de havde vidst sandheden, så får du ingen dækning, selvom du har betalt for den.