Gå til hovedindhold

Salg af handicapbil

Spørgsmål

Jeg har en bil, hvortil der var ydet støtte. Den er nu afbetalt, da den er over 72 måneder gammel. Det har været en mandagsbil fra dag 1. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil søge bil med støtte igen, da min jobsituation er lidt "usikker" pt. Må jeg sælge bilen, eller er bilen ikke min ejendom, fordi der er ydet støtte, selvom jeg har afdraget den? Hvad vil der ske, hvis jeg på et senere tidspunkt søger støtte igen, når jobsituationen er afklaret og ikke har en bil, hvis den gamle bil er solgt?

Svar

Når din handicapbil er færdigbetalt, har du modtaget et kvitteret gældsbrev og klausuleringen er ophævet. Det betyder, at du kan sælge bilen. Fritagelse for den grønne ejerafgift bortfalder ved salg og overføres ikke automatisk til en anden bil, som du køber uden støtte. Du kan søge om fritagelse for den grønne ejerafgift på en bil, som du selv køber og betaler. Betingelserne er de samme som for støtte til køb af bil. Hvis du på et senere tidspunkt søger støtte til bil kan provenuet fra salg af din nuværende bil få indflydelse på beregning af lån, men det afhænger af tid og pris, det skal kommunen vejlede dig om.